Sponsoreret
FIP (Felin Infektiøs Peritonitis)
Latinsk navn: Felin Infektiøs Peritonitis
Af dyrlæge Anne Sørensen.
Hvad er FIP?
Fip (Felin Infektiøs Peritonitis) blev første gang videnskabeligt beskrevet i 1963. Navnet oversættes som smitsom bughindebetændelse. Det er noget misvisende, idet FIP ikke smitter, men det virus, som er basis for udvikling af FIP, nemlig Felint Coronavirus (FCoV), er ret smitsomt. Desuden er der ikke kun tale om bughindebetændelse, men en hel stribe af forskellige symptomer.
Sygdommen ses næsten udelukkende hos katte under 3 års alderen, og hyppigst hos katte mellem ½-1½ år. Dog er der statistisk igen en lidt øget frekvens hos gamle katte.
Mutation af coronavirus
Lidelsen opstår på basis af et angreb af Felint coronavirus (FCoV), som i den enkelte kat muterer, altså ændres, og herefter kaldes FIP-virus. Mutationen består i, at et stykke af virus DNA enten udelades, eller der bliver et stop i DNA-strengen. Mutationen er ”personlig” i hver kat.
I et kuld killinger er det ofte kun en enkelt, der bliver syg, men det kan også være hele kuldet, men idet det er den enkelte kats egen mutation, er det ikke FIP som sådan, der smitter, men coronavirus. Virus har sit navn på grund af den ”krone”, der ses rundt om kanten af virus. Udseendet af virus er meget lig menneskets coronavirus, men det er artsspecifikt.
Hvilke katte rammer det?
Det vides endnu ikke, hvad der får coronavirus til at mutere, og hvorfor det sker forskelligt i kattene. Der forskes lige nu i at finde ud af, om man kan forudsige, hvilke katte mutationen kan ske for, og hvilke det ikke kan ske for. Forskningen er baseret på enkelte racer for at se på genetiske sammenhænge. Det ser ud, som om det ligger adskillige steder på genomet, så man kan desværre ikke forudsige lidelsen ved en gentest, hvilket ellers kan lade sig gøre for mange kattesygdomme.
Hyppighed i kattehold
Felint coronavirus, FCoV, findes i 10%-50% af hjem med 1-2 katte, men i 75%-100% af hjem med multikattehold. Af de katte, som udvikler FIP, er under 5% fra hjem med få katte. Man mener hermed at kunne konkludere, at der er større risiko for at udvikle FIP i kattehold med mange katte, og dette skyldes de stressfaktorer, der følger med at være mange.
Alle stressfaktorer påvirker immunsystemet, dvs. flytning, parring, ufred, udstilling, andre sygdomme osv. Når en kat er syg af andre årsager, f.eks. diarre, er der i tarmen nogle celler, som kaldes makrofager, som prøver at bekæmpe diarreen. FCoV giver ofte diarre. Det er i makrofager, mutationerne foregår, så en killing med diarre er i større risiko for at udvikle FIP end en killing med god fordøjelse.
FIP ses i en våd form, og en tør form.
FIP i våd form
Den våde FIP medfører væskeansamling i bugen. Katten får altså en stor, udspilet mave, men er ellers tynd på resten af kroppen.
Væsken er gul, på grund af farve fra blodtilblanding, men det ses først, når dyrlægen trækker væske ud af maven med en sprøjte. Væsken er meget proteinholdig og kan trække tråde ligesom æggehvide. En dråbe eddikesyre i et reagensglas med væsken i fremkalder koagulation.
Katten vil samtidigt blive stille og appetitløs, og der er desværre ikke andet at gøre end at aflive katten.
FIP i tør form
Den tørre FIP ses hos katte, hvis immunforsvar har forsøgt at indkapsle sygdommen i små knuder inde i kroppen, og det kan ske i alle kroppens væv. Derfor ses også mange forskellige symptomer, alt efter hvor disse processer er lokaliseret.
De kan sidde i hjernen og give sløvhed og underlig adfærd, måske over-kærlig adfærd eller afvisende opførsel, eller det kan sidde i rygmarven og kan ligne diskusprolaps, eller i nyrerne, eller leveren, ja alle vegne. Øjenfarven kan skifte, da der ofte er let gulfarvning af alle slimhinder og væv, og dette ses hos nogle katte tydeligt i øjnene, hvor også nogle blodkar hæver op. Hos birmaer med blå øjne, ser man farven skifte til grøn.
Ofte er killinger med FIP små af vækst og har aldrig rigtigt haft en vægt som resten af kuldet, eller som de burde efter deres alder. Men alligevel ses også mange tilfælde, hvor killingen er solgt som en flot, sund killing, og så begynder symptomerne først flere måneder senere.
Der er nogle fælles træk at se i blodprøverne, som dyrlæger ofte tager af de lidt uspecifikt sløje katte:
- der er oftest en let blodmangel
- der er forhøjede titertal (antistofmåling) mod coronavirus
- der er nogle proteiner, der er for lidt af (albumin), og andre, der er for meget af (globuliner).
Det kan være svært at stille diagnosen på symptomerne, hvis det er tør FIP, og katten kommer til dyrlæge tidligt i forløbet. Men ofte udvikler sygdommen sig hurtigt, når symptomerne er begyndt. Somme tider er det først ved en obduktion, den endelige diagnose fastslås, men selv en obduktion kan ikke i alle tilfælde give en 100% sikker diagnose.
Forebyggelse af FIP
FIP er en sygdom, som det nok bliver svært at udrydde. Der findes f.eks. ikke nogen god vaccine imod FIP. Men de forholdsregler, der anbefales, er
- at undgå for mange stressende forhold
- at forsøge at kurere diarre og andre sygdomme hurtigt
- at undlade at avle på samme forældresammensætning igen, hvis der i et kuld killinger har været nogle med FIP.
- at holde en høj renlighedsstandard, da coronavirus smitter, og et massivt smittepres pga. f.eks. overfyldte kattebakker er en risikofaktor.
Det skal understreges, at man ikke med sikkerhed kan sige, at en kat, som udviklede FIP, havde det med ”hjemmefra”. Det er vanskeligt for opdrættere at garantere, at en killing ikke har eller har haft coronavirus.
En test umiddelbart inden salg vil ikke være en 100% garanti. I så fald ville killingen skulle i karantæne/isolation fra udtagning af prøven, til svaret foreligger. Man kan se det i en blodprøve. Coronavirus udskilles også i fæces, men ikke i hver fæcesafgang, så en test baseret på fæces kan være meget usikker.
Forskning i FIP
Forskerne i USA på University of Davis, Florida, Dr. Niels Pedersen og Dr. Leslie Lyons, har forsket i sygdommen i mange år. Håbet var at kunne fastslå, hvor i immunforsvaret det er, det går galt, og dette ser som tidligere nævnt ud til at være kompliceret, og fører ikke til en gentest.
De har nu i en periode behandlet nogle katte med FIP i udbrud med den samme type medicin, man bruger til mennesker med coronavirus. Det ser ud til at kunne holde symptomerne nede, for nogle katte i længere tid. På deres hjemmeside skriver de: ”GS-441524 was shown to be a safe and effective treatment for FIP. The optimum dosage was found to be 4.0 mg/kg SC q24h for at least 12 weeks.”
I Sverige er enkelte katte behandlet, og i Danmark en enkelt med godt resultat.
Problemet for dyrlæger er, at medicinen ikke er frigivet. Der er i udlandet eksempler på katteejere, der har været på det sorte marked. I Danmark afventer vi, at medicinen bliver tilgængelig, men indtil videre er katte med FIP ikke mulige at kurere.
Kattenes coronavirus smitter ikke til mennesker. Der er på verdensplan endnu ingen eksempler på det. Der er fundet eksempler på katte, som har huset menneskets coronavirus, f.eks. på minkfarme i Jylland. Disse katte blev aflivet sammen med minkene.
Læs mere her:
- https://ccah.vetmed.ucdavis.edu/cats/resources/feline-infectious-peritonitis-clinical-trials
- https://www.vet.cornell.edu/departments-centers-and-institutes/cornell-feline-health-center/health-information/feline-health-topics/feline-infectious-peritonitis
- https://www.petmd.com/cat/conditions/infectious-parasitic/c_ct_feline_infectious_peritonitis
- http://www.healthcommunities.com/feline-infectious-peritonitis/overview.shtml
- https://link.springer.com/chapter/10.1007/3-540-26765-4_1