Flere katte sammen

Mange af de spørgsmål, jeg bliver stillet om katteadfærd, bunder i problemer mellem katte i samme husholdning.
Vi mennesker er flokdyr, og vi kan ikke overleve alene. Derfor kan vi have svært ved at forestille os et dyr, som ikke nødvendigvis har behov for kontakt med artsfæller.
Katte er ikke flokdyr. Det eneste tidspunkt i kattens liv, hvor den er nødsaget til at være sammen med andre katte for at overleve, er, når den er killing. Ellers er den skabt til at overleve for sig selv.
Det betyder ikke, at katte aldrig kan have glæde af andre kattes selskab. Det er bare ikke noget, katten er født til - det er noget, den skal lære. Ligesom der er forskel på, hvor sociale vi mennesker er, så er der også forskel på, hvor sociale katte er, både over for mennesker og katte.
Killinger er sociale
Killinger er altid sociale og vil gerne være sammen med andre katte, det er den måde, de lærer at være kat. Det ændrer sig typisk, fra de bliver ca. 6 måneder til de er ca. 2 år, hvor de er socialt modnePasser sammen eller ej
Der er forskel på, hvor godt de enkelte katte passer sammen. Man kan sagtens have to katte, som fungerer rigtig godt sammen og har stor glæde af hinanden. Hvis den ene kat så forsvinder, og man anskaffer sig en ny kat, er det slet ikke sikkert, de to katte fungerer sammen. Det er desværre svært at vide på forhånd, om to katte passer sammen eller ej.Så længe kattene ikke slås, går det godt?
Det kan være rigtig svært at vurdere, om et kattehold fungerer. Katte er dyr, som helst undgår konflikter. De vil gøre rigtig meget for at undgå at komme op at slås, og derfor kan det være meget små ting, man skal være opmærksom på.
Tegn på konflikt, stress eller ubalance
- Urinvejsproblemer
- Aggression mod ejer
- Urinmarkering
- Urenlighed
- Hypersoignering
- Stirren
- Overvægt
- Går væk eller gemmer sig
Hvis katten er begyndt at urinmarkere indenfor, gemmer sig, eller slikker pelsen af sig, kan det være tegn på stress.
Hvis en kat stirrer meget på en anden kat, er det passiv aggression.
Hvis en kat pludselig bliver urenlig og tisser eller har afføring uhensigtsmæssige steder, kan det være, fordi den anden kat bestemmer over adgang til kattebakke eller kattelem.
Hvis der er en kat i et kattehold, som er overvægtig, kan dette være tegn på stress. Det kan være, katten spiser meget og hurtigt for at regulere sin stress, ligesom mennesker der trøstespiser. Stress kan øge risikoen for ændringer i vægt.
Katte kan ligge stille hele dagen og være stressede.
Så der kan være mange små tegn, vi ikke nødvendigvis er opmærksomme på, men som viser, at vores katte i en eller anden grad er påvirkede af at skulle bo sammen med andre katte.
Tegn på, at de har det godt sammen
Som en tommelfingerregel kan man sige, at katte, der soignerer hinanden eller sover/hviler sig flettet ind i hinanden, har det godt sammen. Det kan være en god ide at lave et skema over sine katte og sætte pile imellem de katte, der sover sammen og/eller soignerer hinanden. På denne måde får man et godt billede af kattenes indbyrdes forhold, og det kan sagtens være anderledes end det, man i første omgang havde regnet med.
Når man har et billede af, hvordan katteholdet fungerer, bliver det også nemmere at afhjælpe, hvis der opstår problemer.
Det kan være, man ender med at finde ud af, at man har tre katte, som bor i samme hus, men lever hvert sit liv, uden at have noget med hinanden at gøre. Det kan være, man opdager, at man har to katte, som leger sammen, men ikke ellers har nogen fysisk kontakt.
Dette er der ikke noget galt i, så længe kattene har det godt med situationen og ikke viser tegn på at være stressede over at bo sammen.
Hvordan forebygger jeg?
Hvis man har besluttet sig for at have to katte, vil jeg anbefale to killinger fra samme kuld, som fra starten har et nært forhold. Her er bedst sandsynlighed for, at de får glæde af hinanden. Vær forsigtig med at få en han og hunkat, da hankatte ofte leger mere voldsomt end hunkatte. Den voldsomme leg kan blive opfattet som aggression fra hunkattens side.
Hvis du har en voksen kat og gerne vil have en kat til, er det vigtigt at finde en kat, hvis personlighed passer til den første kat.
Hvis du har en gammel kat, vil jeg ikke anbefale at få en killing, da de fleste gamle katte synes, killinger er irriterende. De fleste gamle katte vil bare gerne have love til at nyde deres alderdom i fred og ro.
Hvordan føres katte bedst sammen?
Jo mere tid man bruger på at føre en ny kat ind i hjemmet, jo større er chancen for, at det vil gå godt.
Feromoner og kosttilskud
Der er forskellige remedier, man kan bruge som hjælp til at føre katte sammen. Der findes en dispenser til at sætte i stikkontakten, som udskiller feromoner, som gør det nemmere for katte at skabe et godt forhold til hinanden. Det er de samme signalstoffer, moderkatten udskiller ved sine dievorter, når hun ammer killingerne. Disse feromoner hjælper til at knytter bånd mellem moder og killinger. Der findes også feromoner, som hjælper med at øge tryghed i hjemmet.
Læs mere om feromoner og deres effekt.
Der findes også kosttilskud, som hjælper med at nedsætte kattens stress.
Det er ofte en god idé at kombinere kosttilskud og feromoner, da de supplerer hinanden.
Tilvænning til dufte og lyde
Den nye kat sættes i et rum for sig med mad, drikke, kattebakke osv.
Feromon-dispensere både til at øge tryghed og harmoni sættes op i den nye kats rum, og én sættes op i resten af huset. Dermed har feromonerne effekt for både den nye og ”gamle” kat. Begge katte får også kosttilskud.
De to katte har endnu ikke set hinanden, de skal først vænne sig til hinandens dufte og lyde. Der skal dannes en gruppeduft.
Sådan danner du en gruppeduft
Det er som at blande maling. Hvert medlem i gruppen har sin farve, og nu skal farverne blandes sammen til en fælles farve.
1. Opsamling af dufte
Brug engangsklude til at opsamle dufte fra kattene. Hver kat har sin farve klud, og disse klude skal opbevares separat.
- Gnub hver kat med sin egen klud
- Giv derefter kattene mulighed for at dufte til hinandens klude. Duften af en fremmed kat kan til at begynde med fremkalde angst eller aggression hos katten.
Når kattene ikke længere reagerer på den anden kats duft, kan man begynde at blande duftene.
2. Bland duftene
Engangskludene med kattenes dufte opbevares nu i en pose sammen, så duftene blandes. Kludene bruges nu til at afsætte kattenes dufte på de familiemedlemmer og møbler, som kattene normalt gnubber sig op ad. På denne måde afsættes duften af den nye kat i omgivelserne og bliver en del af gruppeduften.
Når duften af den nye kat er ført ind i omgivelserne, kan kludene nu også bruges til at sætte duften af kattene på hinanden.
Målet er, at kattene bliver så trygge ved hinandens dufte, at de frivilligt gnubber sig op ad noget, der dufter af den anden kat.
3. Giv den ny kat adgang til huset
Nu kan den nye kat få adgang til resten af huset, mens den ”gamle” kat er ude eller i et rum for sig. På denne måde bliver den nye kat tryg ved huset og afsætter samtidig dufte.
4. Se hinanden
Nu kan kattene få lov til at se hinanden, men de skal være adskilt, så de ikke kan gå til angreb på hinanden. Det kan for eksempel være en net/glasdør eller et babygitter, som er tæt nok til, at kattene ikke kan komme igennem det.
Hvis kattene reagerer aggressivt ved synet af hinanden, skal de adskilles, og der skal bruges mere tid på dannelse af gruppeduft.
Så længe kattene kan være i nærheden af hinanden uden aggression eller frygt, kan de belønnes med leg eller godbidder. Det er ikke meningen, de skal spise eller lege ved siden af hinanden. De skal bare være bevidste om den anden kats nærhed.
Det er vigtigt at være opmærksom på kattenes kropssprog, så de kan adskilles, hvis de viser tegn på aggression eller frygt. Der må ikke opstå en negativ relation kattene imellem. Den tid, kattene er sammen, øges langsomt, i starten er det kun sekunder de er sammen.
5. Mødet
Når kattene kan være i nærheden af hinanden uden aggression eller frygt, kan barrieren fjernes, og kattene kan mødes. Vær stadig opmærksom på kropssprog. Den tid kattene er sammen øges igen langsomt.
Tid og forventning
Introduktionsfasen af den nye kat kan tage alt fra et par uger til et par måneder, men jo mere tid man bruger på at føre kattene sammen, jo større er sandsynligheden for, at de vil kunne leve under samme tag. Forventningerne må ikke være større end det. Hvis de to katte får glæde af hinanden og kan lege og ligge sammen, er det en ekstra bonus.
Adgang til de vigtige ressourcer
Når man har flere katte, er det vigtigt, at kattene har nem adgang til alle vigtige ressourcer. Katte er ikke særlig gode til at deles om tingene.
Som tommelfingerregel hedder det en vandskål, foderstation og kattebakke per kat + 1.
Derudover skal der være nem adgang til hvilepladser i forskellige højder.
Uanset hvor gode venner vores katte er, er de ikke sociale spisere. De vil måske gerne have kontakt med os mennesker, når de spiser, men de vil helst ikke spise i nærheden af andre katte. Hvis katte tvinges til at spise ved siden af hinanden, eller ovenikøbet af samme skål, ser man ofte, at den ene kat venter på, at den anden er færdig, eller at den, der er i gang med at spise, forlader madskålen, når den anden kommer til. Man vil også kunne se på deres kropssprog, at de trækker sig væk fra hinanden, imens de spiser.
Derfor er det en god ide at have god afstand imellem foderstationerne, eller at fodre kattene ved aktiveringsfodring, så de skal arbejde for maden. Aktiveringsfodring er en rigtig god måde at fodre katte på, uanset om der er problemer eller ej. Ved aktiveringsfodring kan katten udvise noget af sin naturlige adfærd, nemlig at lede efter og jage sin mad, plus at den tvinges til at spise små portioner af gangen.
Jo nemmere adgang kattene har til de vigtige ressourcer, des lavere er stressniveauet, og jo nemmere er det for kattene at leve sammen.
Hvordan gør jeg det godt igen?
Det kan være rigtig svært at rette op på et kattehold, som er gået i stykker, og der kan være mange faktorer, som spiller ind. Det kan være kompatibiliteten kattene imellem, det miljø de lever i, og den tid problemet har stået på.
Jeg vil altid anbefale at se på:
- adgangen til ressourcer
- hvordan katten er aktiveret
- er der noget fysisk galt med katten? Hvis den f.eks. har ondt, kan den være mindre tolerant over for en anden kat.
Jeg vil anbefale at sætte feromone-dispensere op og bruge stressnedsættende kosttilskud.
Det er ofte en proces, der tager tid og kræver en kombination af flere forskellige adfærdsmodificerende metoder.
Vi vil så gerne have mange katte, men…
Konklusionen er, at forholdet i et kattehold på 2 eller 20 katte er dynamisk og et skrøbeligt læs, som nemt kan vælte, hvis ikke vi hjælper det til at fungere.
Os der elsker katte vil altid omgive os med så mange katte som muligt. Jeg er ikke bedre selv, men jeg ved, at mine to katte aldrig ville acceptere flere katte i hjemmet.
Så jeg må ”nøjes” med at nyde de katte, jeg har.
Artiklen er skrevet af adfærdsrådgiver og veterinærsygeplejerske Karina Dillon.