

Sponsoreret
Kronisk nyresygdom
Latinsk navn: Chronica renis morbus
Af Mette Lund.
Hvad er kronisk nyresygdom hos katte?
Kronisk nyresygdom er den hyppigste nyrelidelse hos katte, og defineres som nedsat funktion af en eller begge nyrer, som har stået på i mindst 3 måneder. Nyrerne har en stor reservekapacitet, og derfor vil symptomerne ofte ikke opdages før 75% af nyrevævet er ødelagt. Oftest kan man ikke identificere den underlæggende sygdom, som udvikler sig til kronisk nyresygdom.
Nyrerne har mange vigtige funktioner, blandt andet at udskille affaldsstoffer, regulere væskebalancen, regulere blodtrykket og udskille hormoner. Det er disse funktioner, der påvirkes, når en kat rammes af kronisk nyresygdom.
Hvad er symptomerne på kronisk nyresygdom?
Ofte vil symptomerne på kronisk nyresygdom vise sig langsomt og gradvis.
- Katten drikker mere
- Katten urinerer mere, eventuelt også urenlighed
- Katten spiser mindre
- Katten taber sig
- Katten sover mere
- Pelsen er mat og kedelig
- Katten har dårlig ånde (ammoniak-lugt)
- Katten kaster oftere op
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen kronisk nyresygdom?
Ved den kliniske undersøgelse vil dyrlægen ofte se de ovenstående symptomer sammen med dehydrering, nogen gange ses sår på tungen og i mundhulen, og der kan være blødninger på nethinden, hvis katten samtidig har for højt blodtryk.
Derudover vil dyrlægen udtage en blodprøve og en urinprøve. Blodprøven vil vise forhøjede nyreværdier og urinprøven vil vise en lav vægtfylde og udskillelse af proteiner. Eventuelt vil dyrlægen også måle blodtrykket, hvis der er mistanke om, at det er forhøjet.
Hvordan behandles kronisk nyresygdom?
Behandlingen af kronisk nyresygdom afhænger af, hvor fremskreden sygdommen er, når diagnosen stillles. Hvis sygdommen opdages tidligt, vil den første behandling bestå af en speciel nyrediæt. Nyrediæten har et lavt indhold af fosfor og et højt indhold af gavnlige fedtsyrer, som kan forbedre livskvaliteten og appetitten hos katten.
Ofte vil det ikke være tilstrækkeligt med nyrediæt alene, og dyrlægen kan vælge at medicinere katten. Katten skal så have medicin resten af dens liv. Medicinen kan ikke gøre katten rask, men afhjælper symptomerne, så katten kan leve længe med sin sygdom. Medicinen vil medvirke til at nyrerne ikke udskiller så meget protein.
Nogle katte med kronisk nyresygdom har også forhøjet blodtryk, og dette kan dyrlægen også vælge at behandle samtidig med behandling af nyresygdommen.
Hvordan ser fremtiden ud for en kat med kronisk nyresygdom?
Kronisk nyresygdom kan ikke kureres. Når først diagnosen er stillet, vil katten med tiden få det gradvis dårligere. Men hvis sygdommen opdages tidligt og behandling sættes ind kan katten ofte leve godt i flere år med sin sygdom.
Hvad er risikoen for at din kat får kronisk nyresygdom?
Kronisk nyresygdom forekommer hos omkring hver tredje kat over 10 år, og jo ældre katten er, jo større er risikoen for, at den får kronisk nyresygdom.
Nogle katteracer har større risiko for at udvikle kronisk nyresygdom, fordi de har en større forekomst af arvelige nyresygdomme. Det drejer sig blandt andet om abysinier, somali, siameser, perser, maine coon, og burmeser.
Anden viden om kronisk nyresygdom
Katte som lider af kronisk nyresygdom bliver nemt dehydreret. Derfor er det ekstra vigtigt at sørge for masser af frisk drikkevand til katten, gerne med vandskåle flere steder i huset.