Sponsoreret
Nedsat nyrefunktion hos kat
Latinsk navn: Renal insufficiens
Nyrerne er livsvigtige for kroppen. De udskiller affaldsstoffer fra stofskiftet med urinen, opretholder den rigtige væskebalance, regulerer blodtrykket og udskiller hormoner, der er ansvarlige for mængden af røde blodlegemer. De er så vigtige, at der vil opstå ret alvorlige sygdomssymptomer, hvis ikke de fungerer optimalt. Heldigvis har de en meget stor reservekapacitet. Mere end 2/3 af nyrevævet skal være gået tabt, før der kommer problemer.
Hvad er symptomerne på nedsat nyrefunktion?
Det er så godt som altid ældre katte, der rammes af denne langsomt fremadskridende lidelse og den ses relativt hyppigt. Man ved fra undersøgelser på dyreklinikker, at hver ottende kat over 10 år har målbar nedsat nyrefunktion men uden at have symptomer. Det anslås at mindst lige så mange går uopdagede rundt. Når symptomerne begynder, ser de typisk således ud:
- gradvist vægttab over nogen tid
- forøget drikkelyst
- glansløs uplejet pels
- nedsat appetit
- evt. opkastninger
Da symptomerne er lidt uspecifikke og kommer snigende over længere tid, går de tit ubemærkede hen eller ejeren tænker, at det er fordi, katten er ved at blive gammel. Det er som regel først, når den begynder at kaste op jævnligt, at den kommer til dyrlæge.
Opkastningerne skyldes, at affaldsstofferne hober sig op i blodet og påvirker mavesækkens slimhinde. Desuden giver de kvalme, så katten ikke har lyst til at spise. Ved at drikke meget vand skyller den systemet igennem, men på et tidspunkt kan den ikke klare det mere på denne måde.
Hvordan kan dyrlægen stille diagnosen nedsat nyrefunktion?
Den bedste måde at stille diagnosen på er at undersøge en blodprøve. En urinprøve er også nyttig, den vil som regel vise, at urinen er meget tynd, da nyrerne ikke længere er i stand til at opkoncentrere urinen.
I blodprøven vil dyrlægen interessere sig for tre specifikke nyreværdier. Ved at vurdere hvor forhøjede de er og vurdere dem indbyrdes, kan man få et billede af nyrernes evne til at rense affaldsstofferne ud af blodet og dermed deres tilstand.
Hvordan behandles nedsat nyrefunktion?
Det nyrevæv, der en gang er gået til grunde, kan ikke genskabes og der findes derfor ingen medicin, der kan kurere nedsat nyrefunktion. Hos mennesker klarer man situationen med dialyse eller nyretransplantation. Disse muligheder har vi ikke hos dyr, men heldigvis er der stadig noget, man kan gøre.
Ved at fodre med et specialfoder beregnet til "slidte" nyrer, kan man begrænse belastningen af det nyrevæv, der er tilbage og dermed forlænge kattens liv. Da størstedelen af de affaldsstoffer, der kommer fra stofskiftet, stammer fra nedbrydning af protein i foderet, gælder det om at begrænse proteinet til lige præcis den mængde, katten har brug for - og ikke mere. Der anvendes protein af såkaldt høj biologisk værdi, dvs at langt det meste kan anvendes af kroppen. Desuden er det vigtigt, at begrænse mængden af fosfor, som er det mineral, der belaster nyrerne mest. Der er adskillige nyrediæter på markedet.
Da mange nyrekatte er meget småt tærende, kan det være en fordel at fodre med vådfoder, ihvertfald i starten. Foder, der dufter godt, frister lidt mere.
Det rigtige foder er klart det vigtigste, men der findes også en del kosttilskud på markedet, som kan afhjælpe situationen i større eller mindre grad. Der findes f.ex de såkaldte fosfatbindere. Da nyrerne regulerer blodtrykket, kan dyrlægen vælge at ordinere blodtrykssænkende medicin til nogle af disse katte.
Når diagnosen er stillet, vil dyrlægen, afhængig af kattens tilstand, ofte foreslå, at den lægges på drop i 1-2 døgn for at skylle affaldsstofferne ud af blodet. Herved får mange af dem det klart bedre. Nogle falder tilbage igen, andre ikke.
Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har nedsat nyrefunktion?
Det kan være svært at forudsige forløbet for disse nyrepatienter.
Hvis nyreproblemerne opdages på et tidspunkt, hvor nyreværdierne kun er moderat forhøjede og der herefter konsekvent fodres med det rigtige foder, vil mange af disse katte kunne leve i væsentlig længere tid end ellers. Nogen tidshorisont kan man ikke give, det er meget individuelt.
Omvendt kan katte, som har meget tydelige symptomer og stærkt forhøjede værdier, være næsten umulige at få på ret køl igen og her vil en aflivning være det rigtige.
Midt imellem disse to yderpunkter kan man ind i mellem opleve en "nyrekat", som nægter at spise nyrediæt, men som godt vil have sit sædvanlige foder. Når den først er kommet ovenpå efter væskebehandlingen hos dyrlægen, fortsætter den sit liv som før og lever noget længere end, man ville have forventet - på trods af alle odds.
Hvorfor får katte nedsat nyrefunktion?
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor nedsat nyrefunktion er så udbredt hos vore katte. Trods intensiv forskning ved man stadig ikke så meget om de udløsende faktorer. Men da katte er udprægede kødædere og dermed indtager store mængder protein, menes der at ske et stort slid på nyrerne. Da de så ydermere bliver meget ældre end tidligere, kan de to ting sammenholdt måske forklare årsagen.