Sponsoreret
Øremider
Latinsk navn: Otodectes cynotis
Hvad er øremider hos katte?
En øremide er en lille parasit, der lever i kattens øregang. Den er meget mobil og kan derfor også træffes andre steder på kroppen. Øremider er årsagen til mange tilfælde af øregangsbetændelse hos katte og findes hyppigst hos killinger.
Hvad er symptomerne på øremider?
- Kløe i ørerne
- Hovedrysten
- Store mængder tørt, sort ørevoks
- Rød og irriteret hud i øret
- Kløe andre steder på kroppen (det ses sjældent)
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen øremider?
Ved at kigge ind i øret med et otoskop, som er et apparat, der både lyser og forstørrer, kan dyrlægen i nogle tilfælde se miderne bevæge sig. De kan nemlig ikke lide lyset og prøver at gemme sig. Hvis dyrlægen ikke kan se miderne direkte, kan han undersøge noget ørevoks i et mikroskop.
På videoen ses 3 øremider, der er filmet via Aabybro Dyrehospitals mikroskop
Hvordan kan øremider behandles?
Øremider kan behandles på flere måder, og dyrlægen vælger i det enkelte tilfælde den bedste behandling. Hvis miderne f.eks. har medført øregangsbetændelse eller eksem, er det ikke nok at dræbe dem. Man skal også behandle følgesygdommene. Miderne kan behandles med:
- Spot-on middel mod øremider
- Øredråber i 2 gange 1 uge med en uges mellemrum
- Det er vigtigt, at alle hunde og katte i huset bliver behandlet
Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har øremider?
Det er ikke rart at være angrebet af øremider, men heldigvis er de oftest ret nemme at komme af med. Øremider kan overleve i nogle måneder uden for katten i en klump ørevoks, så der er en lille risiko for, at katten kan blive smittet igen.
I de fleste tilfælde efterlader et øremideangreb ikke permanente skader. Hvis øret har været meget rødt og irriteret i længere tid, kan huden dog have taget permanent skade og blive fortykket og ujævn. Det sker, hvis katten er overfølsom overfor øremiderne.
Hvordan får katte øremider?
Øremider er smitsomme. De overføres ved tæt kontakt, f.eks. ved leg, under slagsmål, og når kattene sover sammen. Den klassiske smittevej går fra morkatten til hendes killinger, fordi de er i så tæt kontakt. Så hvis der konstateres øremider hos én killing, bør resten af kuldet også undersøges. Voksne katte er ikke ligeså modtagelige over for øremider, som killinger er.
Øremider kan overføres fra hund til kat og omvendt. Det er vigtigt at huske, når man skal til at behandle. Uopdagede tilfælde af øremider kan forværres af:
- Fugtig øregangsbetændelse
- Mellemørebetændelse
- Betændelse i det indre øre
Hvad er risikoen for, at din kat får øremider?
Hvis din kat er i tæt kontakt med en smittet kat, er risikoen stor. Hvis din kat bor alene og aldrig kommer ud, er risikoen meget lille.
Vildkatte er en permanent smittekilde til øremider.
Husk at se ørerne efter, når du køber en killing. Det er på det tidspunkt, sandsynligheden for, at din kat har øremider, er størst. Hvis du bemærker noget tørt, sort ørevoks, der minder om kaffegrums, skal katten straks til dyrlæge. Ellers ser din dyrlæge efter øremider under sundhedsundersøgelsen ved 1. vaccination.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få øremider?
Ingen racer er særligt disponerede for øremider. Racekatte har sjældnere øremider end huskatte, men det skyldes deres forskellige levevis.
Anden viden om øremider hos katte:
Øremider kan også smitte mennesker. Miderne kan ikke leve på et menneske, men de kan forårsage et kløende eksem.
Øremiden er i familie med fnatmiden, men i modsætning til fnatmiden lever øremiden ovenpå huden. Her lægger den æg, der i løbet af 2-3 uger udvikler sig til nye øremider via et larvestadie og et nymfestadie.
Husk at tegne en sygeforsikring til din kat
Hvis din kat får brug for behandling, kan du få dækket op til 80 % af dyrlægeudgifterne med en kattesygeforsikring fra Dyrekassen Danmark. Du kan læse mere om, hvad forsikringen dækker og ikke dækker i forsikringsbetingelserne.