Sponsoreret
Tandkødsbetændelse
Latinsk navn: Gingivitis
Hvad er tandkødsbetændelse hos katte?
Tandkødsbetændelse er en betændelsestilstand i tandkødet, hvor tandkødet bliver ømt, rødt og hævet. Ofte opstår betændelsen i forbindelse med tandsten.
Den hyppigste årsag til tandkødsbetændelse er, at katten ganske enkelt bruger sine tænder for lidt. Den moderne fodring af katte, hvor der ofte ikke er tilstrækkeligt med fibre og struktur i foderet, medfører dannelse af belægninger på tænderne (plak). Hvis belægningerne ikke bliver fjernet eller holdt nede, bliver de hurtigt hårde fordi spyttets mineraler bliver aflejret i belægningerne, og så har katten tandsten. Tandsten indeholder mange bakterier, og det er årsagen til tandkødsbetændelsen.
Følgende forhold kan også spille en rolle ved udviklingen af tandkødsbetændelse:
- Alder og race
- Tilbageholdte mælketænder
- Unormalt bid eller skæve tænder
- Sygdomme, som medfører nedsat modstandskraft
Hvad er symptomerne på tandkødsbetændelse?
- Ømt, rødt og hævet tandkød
- Katten har svært ved at tygge
- Dårlig ånde
- Savlen
- Katten tager poterne op til munden eller kører hovedet hen ad gulvet
- Besvær med at åbne eller lukke munden
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen tandkødsbetændelse?
Din dyrlæge vil foretage en almindelig undersøgelse af katten, tage temperaturen og vurdere kattens almene tilstand. Kattens mund og tænder bliver undersøgt grundigt, og det kan være nødvendigt med en fuld bedøvelse. I forbindelse med undersøgelsen bestemmer dyrlægen graden af tandkøds-betændelse og dermed også hvilken behandling, der er nødvendig.
I alvorlige tilfælde af tandkødsbetændelse kan det være en fordel at tage en bakterie- eller vævsprøve af tandkødet. Det kan desuden blive nødvendigt at undersøge en blod- og urinprøve for at afgøre, om katten har andre sygdomme, der kan forårsage tandkødsbetændelsen. En blod- og urinprøve kan også vise, om betændelsen i tandkødet har spredt sig til andre organer.
Hvordan kan tandkødsbetændelse behandles?
Tandkødsbetændelse bliver behandlet med antibiotika og evt. smertestillende medicin. Hvis tandkødsbetændelsen er opstået som følge af tandsten, skal tænderne renses. Det foregår ofte med et ultralydsapparat, mens katten er under fuld bedøvelse.
Hvis tandkødsbetændelsen er en følgetilstand af en anden sygdom, bliver katten desuden undersøgt og behandlet for den sygdom.
Hvordan er fremtiden for katten, hvis den har tandkødsbetændelse?
Hvis tandkødsbetændelsen kun er overfladisk og samtidig bliver opdaget og behandlet hurtigt, så bliver katten stort set altid fuldstændig rask igen.
Hvis der er dybere betændelse i tandkødet med angreb på tænderne de steder, hvor de sidder fast, kan tænderne blive løse. Det er en tilstand, som svarer til parodontose hos mennesker. Der er stadig gode chancer for at katten bliver rask igen, men det kræver en mere drastisk behandling. Desuden kan det blive nødvendigt at fjerne en eller flere tænder.
Hvis tandkødsbetændelse forbliver ubehandlet i længere tid, kan bakterierne vandre over i blodbanen og sprede sig til de indre organer. Det medfører meget mere alvorlige sygdomme, og hyppigst sker spredningen til hjerteklapper, nyrer og lunger. Spredningen medfører funktionsforstyrrelser i de nævnte organer og det er tilstande, der kan være meget vanskelige eller umulige at behandle.
Hvorfor får katte tandkødsbetændelse?
Langt den hyppigste årsag til tandkødsbetændelse er, at katten ganske enkelt bruger sine tænder for lidt. Katten er fra naturens side skabt som et rovdyr og har derfor fået kraftige tænder, der kan flænse og tygge f. eks. hud, knogler og råt kød fra byttedyr.
I moderne kattefoder er der for få fibre og for lidt struktur, og det betyder, at katten ikke får brugt sine tænder tilstrækkeligt.
Følgende forhold kan også spille en rolle ved udviklingen af tandkødsbetændelse:
- Alder og race
- Tilbageholdte mælketænder
- Unormalt bid eller skæve tænder
- Sygdomme, som medfører nedsat modstandskraft.
Hvad er risikoen for at katten får tandkødsbetændelse?
Risikoen er temmelig stor, hvis man som ejer ikke er meget opmærksom på sygdommen og forebygger udviklingen. Op mod 85% af alle katte over 2 år har tandkødsbetændelse i større eller mindre grad.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få tandkødsbetændelse?
Perser, siameser og abbysiner.
Anden viden om tandkødsbetændelse hos katte:
Forebyggelse af tandstensdannelsen kan ske dels ved en mekanisk rensning af tænderne og tandkødet, dels ved at styrke tandkødets modstandskraft.
Den mekaniske rensning sker bedst med en tandbørste. Der eksisterer i dag tandbørster og tandpasta specielt til katte, men katten skal vendes til tandbørstning i en meget tidlig alder. Der findes også specialfoder, som kan modvirke dannelsen af tandsten og dermed tandkødsbetændelse. Både specialfoderet, tandbørste og tandpasta bliver forhandlet af dyrlægen.
Sunde katte har overordnet en bedre modstandskraft og dermed mindre risiko for tandkødsbetændelse. Katten skal have kvalitetsfoder og gerne tilskud af spormineraler og visse typer olie. Desuden skal du sørge for, at katten får et årligt, forebyggende tandeftersyn hos dyrlægen. Hvis der er tegn på begyndende tandsten og betændelse, kan dyrlægen behandle det i tide, inden tilstanden bliver værre og sygdommen spreder sig.