Den sunde kat
Af dyrlæge René Ipsen.
Sådan opfører den sunde og raske kat sig
Katten har oprindeligt ernæret sig ved det bytte, den har kunnet fange, men langt de fleste familiekatte fodres og anvender derfor ikke jagtinstinktet. Det er særligt udtalt for indekatte. I nogle familier står foderet fremme døgnet rundt, mens andre familier fodrer katten regelmæssigt en eller flere gange om dagen. Katte, som er delvist udekatte, supplerer det tilbudte foder ved at gå på jagt, spise lidt hos naboen eller andre steder.
Katte er udprægede vanedyr og anlægger derfor ofte et bestemt mønster i deres ædevaner. De fleste katte spiser mange små måltider i løbet af en dag. Som katteejer er det derfor vigtigt at vurdere, om der er ændringer i kattens adfærd i forhold til dens normale vaner. Det letteste er at vurdere ændringer i kattens spisevaner, hvis den udelukkende lever af færdigt fremstillet foder. Katte, som spiser rester eller supplerer foderet med "jagtbytte", kan være sværere at vurdere. Hvis katte lever af kvalitetstørfoder, dvs. foder med en høj biotilgængelighed, kan man regne med, at en kat på 4-5 kg skal æde 40-70 gram foder dagligt.
Hvis en kat udviser appetitløshed eller egentlig spisevægring, er det et symptom, som skal tages alvorligt.
Afføringen fra en kat er fast i konsistensen og lugter relativt stærkt. Den afsættes normalt fra 1 til 3-4 gange i døgnet. Selve afsætningen bør ske let og på relativ kort tid. Man skal være opmærksom på, at katte skal have fred og ro til sine toiletbesøg, for uro og stress kan meget let ødelægge kattens normale rutiner. Desuden er katten et meget renligt dyr, og det er derfor vigtigt at bruge kattegrus af høj kvalitet.
Det er meget vigtigt at holde øje med drikkelysten hos katten, der er afhængig af hvilken form for foder, katten får. Hvis katten f.eks. lever af dåsefoder, får den en meget stor del af sit vandforbrug dækket via foderet, fordi dåsefoder normalt indeholder mellem 65 - 85% vand. Tørfoder indeholder kun meget lidt vand, og det er derfor nødvendigt at katten drikker rigeligt ved siden af. Man kan gå ud fra, at en voksen kat i gennemsnit har brug for mindst 1½ dl vand i døgnet. Katte er en dyreart, som er specielt udsat for urinvejssygdomme. De første symptomer på disse sygdomme kan være ændringer i drikkelysten.
Det er vigtigt at holde øje med kattens urin. Det er uhyre svært, hvis katten forretter sin nødtørft udendørs. Generelt kan man sige, at hvis katten besørger problemfrit udenfor, og den ikke pludselig begynder at besørge indenfor, er der ingen grund til bekymring. Hvis katten er indekat, er det lettere at observere, om urinafsætning begynder at foregå flere gange end sædvanligt, og det er muligt at observere, om katten er længere eller kortere tid om at afsætte urinen. Hvis det er muligt, bør man holde øje med farve- og lugtændringer. Blodtilblanding giver en rød farve, når der er større mængder blod i urinen. Man kan i dag købe kattegrus, hvor blodtilblanding bliver hurtigt afsløret.
Katten er et meget adræt og smidigt dyr. Den bevæger sig let og elegant. Ændringer i denne adfærd bør tages som et tydeligt tegn om fysiske problemer. Mange katte er overfodrede, og det er synd for den. Ejeren bør være meget opmærksom på at holde katten slank.
Katte sover en meget stor af døgnet. Katten er fra naturens side mest aktiv om natten, og derfor er aktivitetsniveauet ofte lavt i dagtimerne. Kattens sanser er på grund af dets baggrund som jæger meget veludviklede, og det er derfor som regel relativt let at observere, hvis nogle af disse svækkes.
Sådan er den sunde og raske kat klinisk
- Kropstemperaturen ligger mellem 38 og 39,5 grader.
- Slimhinderne er normalt let fugtige og lyserøde.
- Vejrtrækningen er ubesværet og med en frekvens på 20-30 i minuttet.
- Pulsen er fra 110-130 i minuttet i hvile.
- Katten støtter lige meget på alle ben.
- Hårlaget er blankt, glat og fastsiddende. Der er ingen parasitter.
- Tænderne er hvide, uden større tandstensbelægninger, og der er ingen ubehagelig lugt fra mundhulen.
- Katten bør have en middel foderstand, den må hverken være under- eller overvægtig.
Hvad gør jeg for at holde katten sund og rask?
En kat har brug for at blive psykisk og fysisk stimuleret hver dag. Den bør anvende sine muskler og højt udviklede sanser dagligt. Mange katte har ikke mulighed for jagt, og derfor bør man stimulere denne trang ved leg m.m. Adfærdsforskere er enige om, at mange af de problemer som katte får, skyldes, at ejeren ikke sætter sig godt nok ind i kattens naturlige behov. Resultatet bliver, at katten understimuleres og bliver sløv.
Det er meget vigtigt at bruge foder af høj kvalitet, da katte er særligt udsatte for fodringsbetingede sygdomme. Urinvejsproblemer er meget almindelige hos specielt kastrerede hankatte. Det kan i meget stor udstrækning undgås ved fodring med dokumenterede kvalitetsfodermidler.
Katte er instinktivt jægere, hvilket bevirker, at de ofte kommer i kontakt med parasitter fra byttedyrene. Forebyggende behandling mod lopper og regelmæssige bændelormebehandlinger bør gives. Mindst en gang om året bør katten komme til dyrlæge for at få foretaget en sundhedsundersøgelse og en vaccination. Sundhedsundersøgelsen er med til at afdække tidlige symptomer på sygdom, som derved hurtigere kan blive behandlet. F.eks. kan tandstensdannelser og medfølgende problemer blive opdaget i tide, inden egentlige sygdomsproblemer opstår.
Der findes et stort udvalg af legetøj, plejemidler, kattebakker og meget mere. Mange af disse artikler kan være med til at give katten et bedre og mere spændende liv.
Du skal kontakte din dyrlæge, hvis…
- du opdager problemer med kattens sundhedstilstand.
- du observerer ændringer i kattens vaner.
- du er i tvivl om pasning og pleje af din kat. Mange dyreklinikker tilbyder i dag udover egentlig sygdomsbehandling også salg af foder, plejemidler, legetøj m. m. Personalet på klinikkerne kan give kvalificeret hjælp til anvendelse af disse artikler.