Kastration af hankat

Kastration af hankatte er en neutraliseringsform, hvor dyrlægen ved en operation fjerner hankattens testikler. Derved letter man tilværelsen ikke blot for katten, men også for ejeren. En stor del af en ukastreret hankats adfærd er særdeles uhensigtsmæssig, hvis han skal leve som familiekat. En intakt hankat markerer sit territorium med urinstrint, og hankattens urin er meget mere ildelugtende end en kastreret kats.

En hankat strejfer omkring for at finde hunkatte i løbetid. Hankatten risikerer derved at blive kørt over i trafikken og for slagsmål med andre hankatte og katte, som vil beskytte deres territorium. Uden en kastration er din hankat derved mere udsat for betændte bidsår og bylder, og smitte med de dødelige sygdomme katte-AIDS og katteleukæmi, som dels kan overføres ved bid, dels ved seksuel kontakt.

Hvorfor er det en god idé at lade sin hankat kastrere?

Med mindre katten er en racekat, der skal anvendes til avl, vil man gøre sin kat en tjeneste ved at lade den kastrere. En kønsmoden hankat er fuldstændig styret af sine hormoner og det eneste, der interesserer den i hele parringssæsonen, er at finde hunkatte at parre sig med. Derfor strejfer den og kan være væk hjemmefra i lang tid. Den vil involvere sig i voldsomme slåskampe med andre hankatte med deraf følgende bylder og risiko for smitsomme sygdomme. Det er det hårde liv ude i junglen og katten vil ikke blive så gammel, som den ellers kunne.

Man kan kastrere katte når som helst, men de fleste bliver det som ungkatte i det tidlige forår, hvor de er født det foregående år. Nogle klinikker har en regel om, at den halvvoksne killing bør veje ca 2 kg inden indgrebet. Det er en lille ukompliceret operation, når begge testikler er placeret i pungen, som det er tilfældet hos langt de fleste hankatte. Hos enkelte katte kan den ene eller begge testikler ligge et andet sted, - i lysken eller i bughulen. Her er operationen lidt mere besværlig.

Er der bivirkninger ved at min kat bliver kastreret?

Ulemperne ved at lade din kat kastrere er, at den skal gennemgå en operation under fuld narkose. Men for en ung, sund og rask kat vil det ikke være noget problem. På moderne, veldrevne dyreklinikker vil din kat ikke opleve smerte eller væsentligt ubehag i forbindelse med en operation. Man anvender de bedste bedøvelsesmidler og smertestillende medicin, og patienterne overvåges omhyggeligt både før, under og efter operationen.

Efter hjemsendelsen kan katten være lidt groggy det første døgn. Efter et par dage, kan den dog uden problemer igen lukkes ud.

Der er ingen suturer, som skal fjernes. Din kat vil være dækket ind med smertestillende medicin, og den vil derfor ikke være særlig interesseret i operationssåret. Der vil som hovedregel ikke være behov for, at den skal have krave/skærm på. En sjælden gang kan der være en nyopereret kat, som slikker intensivt på såret. Her kan det blive nødvendigt med en skærm. Det vil være hensigtsmæssigt, at du får din kat øretatoveret, når den alligevel er i narkose.

Kastrerede hankatte har lettere ved at blive tykke end ikke-kastrerede katte. Det problem kan mindskes ved at fodre med et af de mange fodermærker, der er på markedet beregnet til neutraliserede katte. Man har beregnet, at en kastration medfører en nedsættelse af stofskiftet til 80% af det oprindelige. En tilsvarende nedsættelse af energimængden i foderet vil derfor være nødvendig for at forhindre overvægt.

Nogle kastrerede hankatte vil udvikle en tendens til at danne blæregrus, som kan kitte sig fast i urinrøret og genere eller helt blokere afløbet af urin fra blæren. Dette skyldes, at disse katte bevæger sig mindre og at urinen befinder sig længere tid i blæren. Er der totalt blok for urinen er situationen livstruende. Så godt som alle de mere anerkendte fodermærker forebygger dette problem.

Generelt kan man sige, at kastration er en god ting for katten. Den bliver mere rolig, strejfer ikke og udsættes dermed ikke så nemt for trafikskader, bidsår og sygdomme. Den knytter sig mere til sin familie og vil blive ældre end, hvis den ikke blev kastereret.

Artiklen er oprindelig skrevet af Lene Kristensen og venligst opdateret af Kirsten Boeck​