Øremærkning/-chipning af katte

Læsetid: 3 min.

Redigeret af Kirsten Boeck

Ved at have sin kat øremærket, har man som ejer meget større chance for at få katten tilbage, hvis den skulle løbe væk. Det samme er tilfældet ved tilskadekomst (eksempelvis påkørsel). Her er det meget vigtigt, at den undersøgende dyrlæge via øremærket kan identificere katten som en privatejet kat og ikke en herreløs kat. Dyrlægen kan da sætte sig i forbindelse med ejeren og aftale det videre forløb for undersøgelse og behandling, herunder også eventuel operation af katten.

Er katten tilskadekommen i større grad, bliver dyrlægen som regel nødt til at aflive den, hvis altså ikke katten kan identificeres.

Hvis katten er bortløben, og i værste fald død, er det naturligvis vigtigt, at ejeren kan underrettes. Alt dette er meget lettere, hvis katten er øremærket og/eller chipmærket.

Det er en god idé at forsyne katten med en mikrochip samtidig med, at den bliver øretatoveret. Dette sikrer en entydig identifikation, hvis tatoveringen med årene skulle blive mindre tydelig at læse. Desuden er chipmærkning et krav, hvis katten skal med ud at rejse eller have lavet en sygeforsikring.

Hvordan foregår en øremærkning?

Hårene på en eller begge øreflappers inderside fjernes, hvorefter huden rengøres og desinficeres. Enten anvendes en tatoverings”pen (som til mennesker) eller en særlig øremærketang, der har en række udskiftelige metalspidser som placeres over ørets inderside. Tangen er også forsynet med en afstivende plade til placering på ørets yderside. Tangen klemmes sammen i ca. 20-30 sekunder.

Tangen laver en række små huller i huden på øret. Dette er selvsagt forbundet med smerte for katten, og derfor foregår øremærkningen altid med katten i fuld narkose. Såfremt man foretrækker at foretage mærkningen i begge ører, gentages proceduren i det andet øre.

Efter 20-30 sekunder fjernes tangen, og der indgnides en pastaagtigt sværte i det/de mærkede ører. Denne grønne eller sorte sværte sikrer, at nummeret bliver tydeligt til senere aflæsning. Sværten (der er vandopløselig) tørrer ind, og overskydende sværte falder af i løbet af de næste dage.

Øremærket er sammensat, således at...

  • hullerne tilsammen danner 3 bogstaver efterfulgt af tre tal.
  • det første bogstav svarer til en årskode. Dette årsbogstav modtager de praktiserende dyrlæger hvert år ved nytårsskiftet gennem Dansk Katteregister.
  • de 2 næste bogstaver identificerer dyreklinikken/-hospitalet, hvor katten er øremærket.
  • de 3 tal tildeles fortløbende fra 1. januar

Hvornår skal katten øremærkes?

I princippet kan øremærkningen foretages på ethvert tidspunkt i kattens liv.
Et meget praktisk tidspunkt at få katten øremærket er i dog forbindelse med neutralisation (kastration af hankatten eller sterilisation af hunkatten), hvor katten allerede er i narkose.

Hvordan foregår en chipmærkning?

Chipmærkning foregår ved indsprøjtning af en ISO-godkendt mikrochip under huden på venstre side af halsen. Katten skal ikke bedøves, indføring af chippen svarer til en almindelig indsprøjtning. Det tager to sekunder og gør ikke ondt. Chippen er lavet af bioglas, reagerer ikke med kroppen og bliver siddende, hvor den er anbragt. 

Man laver oftest chipmærkning på venstre side af halsen på både katte, hunde og heste og andre dyr, der chipmærkes i Europa, så ved man, hvor man skal søge med scanneren.

Der kan dog være tilfælde, hvor mikrochippen placeres mere direkte under huden i nakken. Det er praktisk, hvis man har en chipstyret kattelem, som forhindrer fremmede katte i at komme ind. Men det er reelt uden betydning, hvor chippen sidder, den kan sagtens aflæses af kattelemmen alligevel.

Hvordan registreres det, at katten er blevet øremærket/ chipmærket?

Efter øre- eller chipmærkningen udfylder dyrlægen registreringen elektronisk i Dansk Katteregister. Ejeren modtager herefter en mail, hvor man via MitID skal logge ind på 'Min side' og bekræfte ejerforholdet. Dansk Katteregister opdaterer hele tiden sin database, så når ejeren har modtaget kattens registreringsattest, kan vedkommende selv gå ind på siden og afprøve, om katten er i registeret. 

Læs mere her: https://www.katteregister.dk/registrering.

Andet

I modsætningen til hunde er det ikke lovpligtigt at få sin kat ID-mærket, men, som det fremgår af ovennævnte, er der mange fordele forbundet hermed.

Blandt andet er mærkning et krav for at kunne få katten sygeforsikret.

Chipmærkning af din kat kan være et krav, hvis din kat skal rejse udenlands. Her er det altså ikke nødvendigvis nok, at din kat er øremærket.

Når vi alligevel anbefaler øremærkning er det fordi at personer der måtte finde din kat ikke udefra kan se at din kat er mærket, hvis den ”kun” er chipmærket. Det kan godt være en fordel at have sin kat både øre- og chipmærket.

Besøg vores butik

I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund

Besøg butik