Sponsoreret
Hvad er vigtigt for kaniner
At grave
I naturen bor kaniner i huler og gange, som de graver i jorden. På det område adskiller de sig fra hare, der lever i åbent landskab og som ikke graver huler. Vilde kaniner er mest aktive i skumringen og opholder sig i deres gange og huler i løbet af dagen.
I fangenskab har kaniner imidlertid i høj grad tilpasset sig menneskers døgnrytme, selv om man stadig ofte vil kunne se kaniner tage sig en lur midt på dagen. Det er derfor vigtigt, at kaniner har rør og huler, hvor de kan søge ly og beskyttelse, og de vil have glæde af at have mulighed for at grave.
At sidde højt
I naturen sætter kaniner pris på at kunne have overblik over omgivelserne ved at kunne sidde højt. De placerer også gerne et toilet på et bakkedrag eller andet højt sted, så andre kaniner ved, at her bor de.
Kaniner vil derfor sætte pris på, at have mulighed for at komme op at sidde på en kasse, en hylde i buret eller super gerne i ens sofa, som kaniner for øvrig ofte synes, er det ideelle sted at placere et toilet.
At stå på bagben
Kaniner står gerne på bagben, når de er blevet opmærksom på en lyd i det fjerne. Men at stå på bagben synes dog ikke at være lige så vigtigt for kaniner som for rotter.
Det er dog stadigt vigtigt, at kaninernes bure er så høje, at de har mulighed for at stå på bagben. Hvis det er nødvendigt at have dem i bure.
At gnave
Kaniners tænder vokser livet igennem. Kaninen holder tænderne korte ved at gnave i grene op planter og genne fiberrig kost. Kaniner i bure, der ikke har mulighed for at gnave kan begynde at gnave i burets trådnet.
Det er derfor vigtigt at give kaniner noget at gnave i. Græs, hø og grene er gode til at holde kaninens tænder korte. Læs mere om fodring af kaniner her.
At have noget at undersøge
Kaniner er nysgerrige dyr, der gerne undersøger deres omgivelser. Det gør de ved at nærme sig nye ting, de undersøger ved at nærme sig fra forskellige sider, ved at bevæge hovedet op og ned, og ved at strække sig frem mod tingen med ørerne helt fremme samt evt. ved at gå hen mod tingen frem for at hoppe.
Kaniner vil derfor sætte pris på at blive præsenteret for nye ting, rent hø i buret, grene, kasser eller andre ting, den kan undersøge.
At have kontakt med andre kaniner
Kaniners behov for at være sammen med andre kaniner er omdiskuteret. Det skyldes, at kaniner kan være temmelig voldsomme ved hinanden og kan komme alvorligt til skade, omvendt viser undersøgelser også, at de sætter pris på at være sammen med andre kaniner og bruger langtid på at være i hinandens nærhed. Hvis du vælger at sætte kaniner sammen, er det vigtigt at holde dem under grundigt opsyn, så de ikke skader hinanden. Neutraliserede kaniner har lettere ved at være sammen, end kaniner, der ikke er. To hankaniner, der ikke er kastreret vil ikke kunne gå sammen uden at slås. Læs mere her.