

Er kattelort farligt for en hundehvalp?
Vores lille hundehvalp spiser kattelort i haven. Er det farligt for den?
Nogle af vores venner siger, at det er helt ufarligt, mens andre fortæller, at det kan smitte den med sygdomme.
Kan I fortælle mig mere om det?
Venlig hilsen
Sidsel
Kære Sidsel
Det er meget almindeligt, at hvalpe og unge hunde med stor appetit går ombord i afføring fra andre dyrearter, hest, kat, høns mm - (og også deres egen). Det bunder i, at hunde fra naturens hånd er altædende dyr, og de er ikke kostforagtere. Det er ikke særlig lækkert, men heldigvis klinger det af efterhånden, - opdragelse gør også en del.
Da kattefoder indeholder en del protein, og der er en del tilbage efter turen gennem kattens tarmsystem, står katteafføring specielt højt på listen hos hvalpene. Heri kan findes forskellige parasitæg fra kattens spolorm og bændelorm. De er dog ikke noget større problem, da de er artsspecifikke, dvs. at de ikke kan udvikle sig i en fremmed dyreart som en hund.
Derimod findes der en lille encellet organisme, giardia, som måske kan give problemer. Læs mere her: Giardia hos hunde. Som du kan læse, findes der en del undertyper, og nogle af dem smitter mellem arter, andre ikke.
Så det er ikke så nemt at svare entydigt på, om uvanen er et problem. Decideret farlig kan man nok ikke kalde den, da giardia kan behandles med et egnet parasitmiddel, hvis hvalpen skulle få tynd mave. Der vil også komme en naturlig modstandskraft, når den bliver ældre.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
dyrlæge, Netdyredoktor