Er det normalt, at min killing får en hård oppustet mave efter den har spist?
Jeg har en lille killing på 14 uger, som af opdrætter har fået lidt creme fraiche i deres opblødet tørkost.
Nu er min killing begyndt at have en hård oppustet mave. Hun spiser, drikker og går på kattebakke, og når hun har været på bakken, virker maven også mindre. Men lige så snart hun har spist, bliver maven udspillet igen.
Vi har indenfor de sidste 2 år aflivet vores 3 tidligere katte, pga. bl.a. cancer, og nu frygter jeg at min killing er alvorlig syg...
Kan I hjælpe?
Med venlig hilsen
Henriette
Kære Henriette
Det er ikke usædvanligt, at killinger kan virke lidt oppustede, efter at de har spist. De æder jo ret meget i forhold til deres størrelse. Du skal dog være opmærksom på, om de begge har fået en eller flere ormekure. Orm, som er meget almindelige hos killinger, giver en rund mave. Der er ingen grund til at tro, at en ung kat, der spiser og drikker godt, skulle være alvorligt syg. Men tag snakken med din dyrlæge, når de begge to skal vaccineres, - hvis ikke de allerede er blevet det. Det er til gengæld vigtigt - for at undgå sygdomme.
Se mere om vaccination af kat her: https://www.netdyredoktor.dk/kat/tema/vwxy/vaccination-af-kat/.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge, Netdyredoktor