Min kat har blærebetændelse igen
Min kat har igen fået blærebetændelse. Samme symptomer som sidst, med en smule blodig urin og en lidt underligt lugt + hun tisser mærkelige steder, og hun plejer at være renlig. Hun jamre ikke ved urinering og har intet ændret adfærd. Jeg kan trykke og røre hende alle steder, undtagen maven, men det har hun aldrig villet have.
Kan jeg "bare" købe antibiotika? Da jeg var ved dyrlæge med det første gang, tog dyrlægen ingen prøver, trykkede bare på hende diverse steder og udskrev medicin. Da jeg kan se, at alle symptomer er de samme som sidst, synes jeg det er ret dyrt at skulle tage til dyrlægen med hende, for at betale for at de gør det samme som sidst og udskriver medicin.
Venlig hilsen
Helle
Svar fra Netdyredoktor
Kære Helle
Da det nu er anden gang, din kat har blæreproblemer, er det næste skridt at få undersøgt en urinprøve. Det er vigtigt for at stille en korrekt diagnose.
Det er ikke altid så simpelt at få en urinprøve fra en kat, så prøv at snakke med din dyreklinik om, hvilken metode de foretrækker. En god metode er at tage urinen direkte fra blæren gennem bugen med en tynd kanyle. Det reagerer katten kun lidt på, og man får en steril prøve, der er egnet til at dyrke bakterier fra.
Der er grundlæggende to årsager til, at en blærebetændelse kommer igen. Den ene er, at der er blæresten/grus til stede - de kradser på blærevæggen og giver betændelsessymptomer. Dette kan blive kritisk for hankatte, fordi deres urinrør kan stoppe til. Det sker sjældent med hunkatte, de kan tisse blærestenene ud.
Langt hovedparten af disse sten er de såkaldte struvit-sten og de kan forebygges med en speciel kost.
Den anden mulighed er den såkaldte nervøse blærebetændelse (FIC), der især rammer lidt sensitive katte (og dem er der mange af). Den kan også dæmpes/holdes i ave med specialfoder.
Antibiotika kan man ikke bare købe og det er heller ikke nogen varig løsning, som du jo har erfaret. Det er en vældig hjælp til at klare det akutte problem, men herefter skal specialfoderet helst gøre arbejdet resten af kattens liv.
Det er vigtigt, at det bliver slået fast, hvilken gruppe din kat hører til i og få sat den rigtige behandling i gang. Det er selvfølgelig dyrere nu og her, men på den lange bane vil du spare penge og din kat blive sparet for smerte og ubehag ved gentagne blærebetændelser.
Jeg håber, denne forklaring giver mening og ønsker jer held og lykke med projektet.
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør