Sponsoreret
Interstitiel cystitis (FIC)
Latinsk navn: Interstitiel cystitis
Lidelsen har flere navne: stressbetinget blærebetændelse, idiopatisk cystitis, interstitiel cystitis, FIC
Hvorfor opstår lidelsen:
Interstitiel cystitis hos kat opstår, fordi katten har en manglende evne til at nedregulere sit niveau af stresshormoner i kroppen. Når katten bliver stresset, producerer kroppen stresshormonet cortisol, og normalt vil denne produktion modsvares af en produktion af antistresshormon, som neutraliserer virkningen af stresshormonet. Hos katte der lider af FIC, sker denne regulering ikke, og det øgede niveau af stresshormon i kroppen påvirker blærens slimhinde, dels ved at forårsage blødende sår på slimhinden, og dels ved at nedsætte produktionen af det beskyttende slimhindelag på blæreslimhindens overflade, så urinen kommer i direkte kontakt med sårene på slimhindeoverfladen.
Hvilke katte rammes af FIC:
Katte i alle aldre og begge køn kan rammes, men oftest ses lidelsen hos unge, voksne katte. Sygdommen er kronisk. Da sygdommen først giver problemer ved et højt niveau af stresshormon, ses lidelsen oftest hos nervøse eller stressede katte.
Symptomer:
Hos katte med FIC ses ofte blod i urinen og trang til at tisse mange gange, men hvor der kun kommer små portioner ad gangen. Der er ofte blod i urinen, fordi sårene i blæreslimhinden bløder let.
Når katte ikke har det godt, får de ofte adfærdsmæssige problemer. Hos katte med FIC ses ofte ændret urineringsmønster. De begynder at tisse unormale steder som ved siden af kattebakken, i ejers seng eller på gulvet. De adfærdsmæssige ændringer er ofte de første symptomer, som ejer opdager.
Symptomerne ses oftest efter en periode med ændrede forhold med en øget stresspåvirkning for katten, for eksempel kattepension, ny baby, dyr i familien, flytning m.v.
Hvordan stilles diagnosen:
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra ejers beskrivelse af katten og dens symptomer, samt ved at udelukke andre årsager til urinvejsproblemer (fx urinvejssten eller bakteriel blærebetændelse). Det kræver en klinisk undersøgelse af katten og en urinprøve, og nogle gange kan det være nødvendigt med skanning, røntgen og/eller blodprøver.
Behandling af FIC:
Da der er tale om en manglende evne til at nedregulere stresshormon hos katten, er FIC at betegne som en kronisk lidelse, og behandlingen går primært på at dæmpe kattens stressniveau. Det kræver, at ejer - ofte i samråd med dyrlægen - analyserer kattens hverdag og trivsel i hjemmet og forsøger at ændre de ting, der påvirker katten negativt.
Det kan være svært præcist at vide, hvad der stresser katten.
- Er der flyttet en ny kat ind i nabolaget?
- Er der en fremmed kat, der kommer i haven?
- Er der andre katte i hjemmet, og hvordan er kattens forhold til dem?
- Skal den dele madskål med andre? Deler den vandskål med andre?
- Er familiedynamikken anderledes - baby, ny kæreste, barn på efterskole, flytning?
Katte kan stresses af mange ting, men jo bedre vi er til at finde ud af, hvad katten reagerer på, des nemmere kan vi undgå, at katten får problemer med sin FIC.
Som støtteterapi er det en god ide at give disse katte et stressdæmpende middel, enten Cystophan, Anxicalm, Kalm eller skifte til foder, der indeholder de stressdæmpende stoffer (f.eks. Calm fra Royal Canin). Cystophan har udover den stressdæmpende virkning også et indhold af glykosaminoglykaner, der er med til at styrke det beskyttende slimlag på blæreslimhinden.
I de akutte tilfælde kan det være en hjælp for nogen katte at få noget smertestillende i en periode.
Det kan hjælpe på symptomerne at øge kattens urinmængde, idet urinen dermed også bliver lidt tyndere og ikke nær så irritativ på blærevæggen. Det gøres bedst ved at sikre katten masser af frisk drikkevand, og fodre med dåsemad i stedet for tørkost. Nogen katte er meget følsomme med hensyn til deres vand, det kan bl.a. være pga. temperaturen, vandskålen og andre dyr, der benytter vandskålen. Prøv at give katten vand i forskellige slags skåle og skift vandet jævnligt, så det hele tiden er frisk. En drikkefontæne kan også være en god ide.
Behandlingen bør indeholde følgende:
- Ændre kattens miljø i hjemmet (inkl. mindst 1 kattebakke pr. kat)
- Stressdæmpende medicin
- Tilskud af glykosamoniglykaner til beskyttelse af slimhinden
- Rigeligt frisk drikkevand (evt. drikkefontæne)
- Evt. vådfoder i stedet for tørfoder, eller fodre med Calm fra Royal Canin
Prognose for katten videre frem:
FIC er en kronisk lidelse og vil ofte komme igen, når katten igen udsættes for stresspåvirkning. Prognosen afhænger af hvor godt det lykkes at bringe kattens generelle stressniveau ned.
- De fleste katte (80-95%) får akut selvbegrænsende perioder, der helbreder sig selv hurtigt, men ofte kommer igen ved stress.
- En del katte (op til 15%) får hyppigt tilbagevendende episoder.
- Nogle katte (op til 15%) får kronisk symptomer uanset behandling.
- Ca. 15-25% af hankattene får blokering af urinrøret og dermed alvorlige behandlingskrævende bivirkninger pga. lidelsen.