Min kat spiser mindre og virker generet i munden
Min kat har den seneste måned, over to omgange, fået medicin fordi den havde en slem betændelsestilstand i svælget. Den har dog været i bedring, men det virker som om at der stadig er noget der generer den i munden. Den spiser ikke lige så meget som den plejer, og når den har spist så kører tungen rundt i munden på hende, som om der er noget der generer i munden.
Hun er ikke rød og hun bløder heller ikke i munden, som hun gjorde da vi tog hende til dyrelægen første gang. Hvad tænker du?
Mvh
Sarah
Svar fra Netdyredoktor
Kære Sarah
Mundbetændelse og smerter fra tænderne er ret almindelige hos alle katte - og lidt hyppigere hos racekatte.
Man ved ikke, hvad det skyldes, men der er teorier om nedsat immunforsvar, visse virussygdomme mm.
Når du fortæller, at din kat ikke er rød i mundhulen, tænker jeg på, om den skulle have tandhalslæsioner, de såkaldte neck-lesions. - Det er cariesagtige "huller" i tænderne, både ovenfor og nedenfor tandkødsranden. Det er en meget smertefuld tilstand.
For at stille diagnosen må katten undersøges i narkose og det er nødvendigt med tandrøntgen, for at konstatere udbredelsen også under tandkødsranden. Er det neck-lesions, der er problemet, skal de angrebne tænder trækkes ud. Det hjælper nærmest med det samme. Tit kan det være nødvendigt at gøre det af flere omgange.
Der kan selvfølgelig også være andre ting i vejen, men en grundig undersøgelse - og den vil kræve en bedøvelse - er en forudsætning for at komme videre.
Jeg håber for dig og din, at det vil lykkes at gøre din kat smertefri!
Med venlig hilsen
Kirsten Boeck
Dyrlæge og redaktør