Problemhopper

Hvad er en problemhoppe?

Ved inseminering med frisk sæd fra en hingst med normal frugtbarhed vil 60-65 % af hopperne - pr. brunstperiode - komme i fol. Er der tale om inseminering medfrostsæd, vil drægtighedsprocenten pr. brunstperiode være lavere. Der er således hopper, der, uden at fejle noget, løber om, selv ved optimal management og brug af en frugtbar hingst.

På grund af den korte reproduktionssæson på vore breddegrader, har avlerne altid forholdsvis travlt.

Man må have disse forhold for øje, når man definerer begrebet "problemhoppe".

En problemhoppe er en hoppe:

• Der ikke kommer i fol trods inseminering/bedækning i gentagne brunstperioder.
• Der har svært ved at komme i fol. Normalt vil man definere en problemhoppe, som en hoppe, der har løbet om trods inseminering i mere end 3 brunstperioder.
• Hopper, der gentagne gange nok bliver drægtige, men senere absorbererfosteret, vil også tit blive kategoriseret som problemhopper. Ofte vil man på stutterierne også hensætte goldhopper uden yderligere forhistorie i denne kategori

Da grænsen mellem de forskellige kategorier af problemhopper er flydende, er det meget vigtigt at få lavet en grundig forhistorie på hoppen.

Hvis hoppen løber om en enkelt gang eller to, behøver det nødvendigvis ikke betyde at hun har problemer. Det kan være normalt. Omvendt må man også sætte ind med diagnostiske undersøgelser, hvis hun gentagne gange løber om.

Hvorfor får min hoppe reproduktionsproblemer?

Årsagerne til at en hoppe får reproduktionsproblemer kan være mange:

• Alle hopper får ved inseminering/bedækning en begrænset akut reaktion i livmoderslimhinden, som skyldes at sædcellerne i hoppen opfattes som vævsfremmede. Dette forårsager en mindre immunreaktion i livmoderen. Den normale hoppe kan indenfor 6 timer efter bedækning rense sig selv. Problemhoppen derimod, vil ofte have svært ved at rense sig for denne tilstand, og vil derfor få problemer med at blive drægtig.
• Problemhopper kan have en betændelsestilstand i livmoderslimhinden, også kaldet akut endometritis. Dette ses bl.a. efter fødsel, f.eks. med en tilbageholdt efterbyrd. Infektionen kan enten forløbe helt symptomfrit, eller vise sig ved flåd fra skedeåbningen. Undertiden udvikles fri væske i livmoderen. Fri væske i livmoderen kan diagnosticeres ved en ultralydsscanning.
• En tredje årsag til betændelse i livmoderslimhinden kan være, at hoppen suger luft ind i skeden på grund af en for slap skedeåbning. Grundet skedeåbningens placering nær ved anus, vil den indsugede luft altid være forurenet med gødningsbakterier, som kan kravle videre ind i livmoderen og forårsage en infektion. En slap skedeåbning kan hos nogle hopper være medfødt. Hos andre opstår det med alderen, ofte efter flere fødsler.
• Med en stigende alder, og efter flere drægtigheder, sker der et naturligt henfald af livmoderslimhinden og kirtlerne i denne. Dette benævnes kronisk endome-
  tritis. Kirtlerne i livmoderen henfalder og erstattes af arvæv. Henfaldet sker helt naturligt med alderen, men fremskyndes ofte af en besværet fødsel eller en betændelsestilstand i livmoderslimhinden. Hvis hoppens livmoderslimhinde har for meget arvæv, kan hoppen have besvær med at komme i fol, eller med at opretholde en opnået drægtighed til termin.

Alle disse forhold bevirker at der, helt naturligt, er flere ældre hopper end yngre i problemgruppen.

Hvad er risikoen ved en problemhoppe?

Risikoen ved en problemhoppe er, at hun ikke bliver drægtig trods gentagne insemineringer/bedækninger. Dette bevirker, at man ofte bruger en masse tid, energi og penge på sin hoppe, uden at få det ønskede resultat i form af et føl.

Da hoppen kun sjældent viser ydre tegn eller ubehag i forbindelse med de ovenfor nævnte tilstande, og kan leve et helt normalt hesteliv, er nogle ejere ikke opmærksomme på problemerne.

Får man ikke diagnosticeret og behandlet en akut livmoderbetændelse, er der også stor risiko for, at hoppen forøger mængden af kirtelhenfald og arvæv, hvorved muligheden for en senere drægtighed forværres.

Hvordan undersøger og behandler man en problemhoppe?

For at kunne behandle en problemhoppe optimalt, må man først grundigt have undersøgt og diagnosticeret årsagen til hendes problemer. En grundig forhistorie og en klinisk (gynækologisk) undersøgelse er vigtig.

Den gynækologiske undersøgelse skal indeholde:

• En undersøgelse af skedeåbningen: Dyrlægen kigger efter flåd fra skeden, og undersøger om lukkemekanismen er i orden. Er skedeåbningen slap, kan skaden ofte korrigeres ved et lille kirurgisk indgreb kaldet Caslick's operation. I lokalbedøvelse syes den øverste skedeåbning sammen, så lukningen af skamlæberne hjælpes. Herved undgås indsugning af luft i skeden.
• En undersøgelse af selve skeden og livmoderhalsen: Ved hjælp af et spekulum, som er et langt paprør med en lyskilde i enden, undersøger dyrlægen om der er vævsskader. F.eks. vil en gammel skade i livmoderhalen, evt. efter en fødsel, ofte give problemer med at opretholde en drægtighed. Det er desværre sjældent muligt på tilfredsstillende vis at udbedre skader i livmoderhalsen.
• En grundig ultralydsscanning gennem hoppens endetarm er også værdifuld i den videre diagnostik. Her kan man få et indtryk af livmoderens og æggestokkenes udseende. Fri væske i livmoderen vil f.eks. altid være tegn på en betændelsestilstand i livmoderslimhinden.
• Til slut kan man udtage prøver fra livmoderslimhinden til videre diagnostik i laboratoriet.

Har hoppen fået diagnosticeret en akut endometritis, skal hun typisk behandles flere dage i træk med udskylninger lokalt i livmoderen med antibiotika og saltvand.

Det er vigtigt, at man samtidig med dette ændrer på de forhold, som bevirker, at hun har en livmoderbetændelse, - f.eks. en slap skedeåbning. Hvis ikke man får gjort dette, får hun en ny infektion med det samme igen.

Er der opstået kirtelhenfald og arvævsdannelse findes der ikke nogen specifik behandling.

Det er også vigtigt at tænke på, at selve insemineringen/bedækningen er årsag til en mindre slimhindereaktion, som problemhopper har svært ved at rense sig for. En grundig opfølgning af hoppen med gynækologiske undersøgelser og ultralydsscanning (follikelkontrol) i brunstperioden bevirker at hoppen skal insemineres/bedækkes færre gange, hvilket kan afhjælpe problemet.

Hvilken værdi har svaber- og vævsprøver?

Udtagning af både svaberprøve og vævsprøver (biopsi) er ufarligt for hoppen.

En svaberprøve er en prøve udtaget sterilt fra livmoderslimhindens overflade. Her undersøges i mikroskop for betændelsesceller. Desuden kan man dyrke den udtagne prøve for et eventuelt indhold af bakterier. Hvis der dyrkes bakterier laver man ofte også en resistensundersøgelse for at finde ud af, hvilket antibiotikum, der er effektivt i behandlingen.

En biopsi er et lille stykke af slimhinden, som nappes af med en til formålet specielt konstrueret tang. Det er kun forbundet med et minimum af ubehag ved indføring af udtagningsinstrumentet i livmoderen. Hoppen har ingen decideret smerte ved udtagning af en biopsi.

Har man lavet en biopsi, er der også mulighed for at få laboratoriet til at lave et vævssnit.

Fordelen ved at undersøge en vævsprøve er, at man kan se eventuelle betændelsestilstande i livmoderslimhinden. Samtidig får man et indtryk af graden af henfaldet af kirtler, og af arvævsdannelsen. Man får altså et udtryk for hvor meget arvæv, der findes i livmoderslimhinden.

Resultatet af biopsierne opdeles typisk i 4 grupper. Hopper i den første gruppe har normal chance for at blive i fol. Hopper i den sidste gruppe har derimod mindre end 10 % chance for at blive i fol. Man får således et udtryk for hoppens fremtidige chancer for at blive i fol.

Du kan kontakte din dyrlæge hvis...

• Din hoppe, trods normale brunstperioder med gentagne insemineringer/bedækninger, ikke er blevet i fol. En grundig undersøgelse og eventuelt en udtagning af diagnostiske prøver bør overvejes. I efteråret efter en bedækningssæson er det altid vigtigt at se på de hopper, der ikke kom i fol. Det må hos disse goldhopper altid anbefales at få udtaget en biopsi med histologisk undersøgelse. Man får derved et indtryk af sygelige tilstande, ligesom man ofte kan forudsige chancerne for, at hoppen i det hele taget kommer i fol i den kommende sæson.
• Der har været problemer omkring foling. Grundig hygiejne og overvågning i forbindelse med foling er altid en nødvendighed. Mange af de problemer, der senere viser sig hos problemhopper, kan føres tilbage til fødslen og/eller problemer i forbindelse med tilbageholdt efterbyrd.
• Hoppen ikke slipper hele efterbyrden i timerne umiddelbart efter en fødsel.