Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Tilvæn hunden andre dyr

Af Lise Lotte Christensen Tilvæn hunden andre dyr

Når hvalpen kommer til sit nye hjem bliver dens verden større. Det vil i praksis sige, at hunden både skal lære nye omgivelser og en masse nye "venner" at kende. Hvalpen skal selvfølgelig primært lære at acceptere og blive fortrolig med venlige, fremmede mennesker, men hvalpen skal ligeledes lære at fremmede hunde og andre dyr også er en naturlig del af dens verdensbillede. Denne vigtige tilvænning/socialisering skal starte hos opdrætteren og skal fortsætte hos den nye ejer. De første 3-4 måneder er hvalpen særlig modtagelig for denne tilvænning. Man kan populært sige at der er en masse ledig plads på hundens "harddisk". Hunden er meget modtagelig for vigtige informationer, som den skal bruge som en slags reference resten af livet.  Lagringen af de vigtige, gode socialiseringsoplevelser skal fortsætter i hundens første leveår.















Møde mellem hund og kat






















Hvalpen og katten roses for at være rolige






Desværre er ikke alle hundeejere opmærksomme på vigtigheden af, at hunden også skal socialiseres til andre dyr. En hel del af de uheldige hunde der ender i problemhunde- eller aflivningsstatistikkerne, er nemlig dårligt eller snarere mangelfuldt socialiserede - bl.a. til andre dyr. De bliver utrygge eller ligefrem bange for andre dyr og reagerer derfor med angst og måske aggressivitet.









Hesten hilser nysgerrigt på hunden
















Heste og hunde kan lære at omgås








Hemmeligheden bag en vellykket socialisering til andre dyr er at se de nye omgivelser med hundens øjne. Begynd med korte, positive møder med rolige og hundevante dyr. Hvalpens medfødte nysgerrighed gør, at den gerne vil udforske omgivelserne og det skal du støtte den i. Lad hunden betragte naboen kat på afstand, stop op ved en heste eller fårefold og nyd synet af dyrene sammen med hunden. I takt med de positive oplevelser vil hvalpens selvtillid vokse, og snart vil hvalpen tillidsfuldt følge dig hvor du går.







Hønsene hilser nysgerrigt på hunden






Når du introducerer hunden til andre dyr skal du også tænke på, at hunden er et rovdyr og mange af de dyr I møder er byttedyr, eksempelvis heste, får, grise, geder, ænder, høns og kaniner. Katten er ligesom hunden et rovdyr, men i forholdet hunden er katten som udgangspunkt også en slags "byttedyr". At være et byttedyr betyder meget for dyrenes måde at tænke og reagere instinktivt på. De skal hele tiden skal være på vagt og være klar til flugt.

Selv om hunden i dag ikke selv skal jage og fange sit bytte for at overleve, kan dens jagtinstinkt bl.a. udløses ved lugten af en kanin, synet af en hest i bevægelse, brægen fra får, skræppen fra høns eller flugtadfærd fra en kat.

  • Hold som udgangspunkt hunden i line. Lad ikke hunden løbe efter, jage eller bide ud efter dyrene. Vær klar til at gribe ind.
  • Tal beroligende og venligt til hunden og skab en god stemning.
  • Ros og beløn hunden for at være rolig omkring dyrene.
  • Start på god afstand og arbejd dig langsomt tættere på dyrene.
  • Hvis du har flere hunde, så arbejd med hundene én ad gangen. Hundene er mindre kække når de er alene på skansen og derfor lidt nemmere at arbejde med.
  • Pas på el-hegn. Vær meget opmærksom på, at hunden ikke kommer for tæt på el-hegn, når den hilser på større dyr. Hvis hunden får stød, vil den utvivlsomt komme til at associere ubehaget med dyret.


Introduktionen mellem hun og kat er nøje beskrevet i artiklen, som du kan læse via dette link: Hvordan introduceres hund og kat?

Det første år med hvalpen kan virke noget krævende, men anstrengelserne belønnes idet man kan glæde sig over en venlig, social, veltilpasset og velfungerende hund.

Skrøne: Det er en skrøne, at hvalpen ikke må tages med ud før den er færdig vaccineret (altså før den er ca. 16 uger gammel), fordi hvalpen så vil blive syg. Hvis hvalpen i øvrigt er sund og rask, og i gang med et vaccinationsprogram, kan man trygt tage den med ud efter den 8 uge. De positive oplevelser hvalpen får med mennesker, miljø m.m. er uerstattelige og fundamentale for hundens trivsel som voksen, og de overskygger lagt den meget lille risiko der er for at hvalpen kan blive smittet og syg. Du bør tale med din dyrlæge om hvilket vaccinationsprogram, der passer bedst til netop din hund.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud