Vaccination af hund

Hvorfor skal hunde vaccineres?

Hunde bør vaccineres, for at de kan være bedst muligt beskyttet mod forskellige virussygdomme. Disse kan nemlig ikke bekæmpes med medicin, hvis de først er opstået. Det kunne f.eks. dreje sig om hundesyge eller parvovirusdiarré.

En hund kan udsættes for virus på to måder:

1.  den møder en anden hund, der udskiller virus
2.  i form af en vaccine med svækket eller dræbt virus

I begge tilfælde stimuleres dens krop til at danne antistoffer mod den pågældende sygdom, men ved vaccinationen, sker det kontrolleret, og der vil ikke opstå sygdom. Fordi hunden har dannet antistoffer, vil den således være beskyttet, hvis den møder virus ude i det virkelige liv.

Hvis alle danske hunde var basisvaccinerede og derefter revaccineret efter gældende regler, ville beskyttelsen af alle Danmarks hunde være bedre end den er i dag. Det er de imidlertid ikke, desværre. Man regner med, at ca. 70% af en population skal være beskyttet af antistoffer, for at der kan være tale om såkaldt flokimmunitet.

Næsten hvert år ses tilfælde af parvovirusdiarre, fordi der i Danmark findes en bestand af ikke-vaccinerede hunde, som er smittespredere. Der ses også nu og da udbrud af hundesyge flere steder i landet. Det er bl.a. alle disse ikke-vaccinerede hunde samt de vaccinerede hunde, der er dårlige til at danne antistof, som er årsag til at vaccinerede hunde kontinuerligt udsættes for smitte.

Hvilke vacciner bruges, til hvem og hvornår?

Man deler vaccinerne op i to grupper :

• kernevacciner mod hundesyge, parvodiarré og smitsom leverbetændelse
• ikke-kernevacciner mod kennelhoste, leptospirose, borreliose, herpes og rabies

Hvalpe og basisvaccination

Hvalpe vaccineres som hovedregel første gang i 8 ugers alderen. Der findes dog vacciner, der kan anvendes fra 6 uger. Herefter vaccineres ca. hver 4. uge til hvalpen er 16 uger gammel. Dette kaldes en basisvaccination.

Hvalpe får som nyfødte antistoffer mod forskellige sygdomme igennem råmælken fra deres mor. Disse antistoffer benævnes maternelle antistoffer. Denne type antistoffer bevarer deres virkning i 6-8 uger eller mere, i nogle tilfælde helt op til 16 uger, det kan være forskelligt. Efter dette tidspunkt i hvalpens liv skal den selv til at danne antistoffer imod sygdomme i takt med, at den udsættes for dem. Ved at vaccinere er det muligt at beskytte hvalpen i den periode, hvor den overgår fra at have tævens antistoffer til selv at skulle producere dem.

Booster
Efter basisvaccination er det kutyme at give en såkaldt booster efter ca. 12 måneder og derefter hvert 3. år hvad angår kernevaccinerne og 1 gang om året mod kennelhoste og leptospirose, hvis hundens levevis skønnes at gøre det nødvendigt. Især kennelhoste er meget udbredt. De øvrige ikke-kernevacciner anvendes efter specifikke behov.

Voksne hunde

Voksne hunde, som tidligere har fået en basisvaccination, menes at være beskyttede ved at modtage en kernevaccine hvert tredje år. Der er dog ingen, der kan vide, hvor god den enkelte hund har været til at danne antistoffer. Derfor kan nogle hunde være beskyttede i længere, andre i kortere tid.

Som hovedregel vil de fleste hunde være gode til at danne antistoffer, men stigende alder, underliggende sygdomme, drægtighed og diegivning er tilstande, hvor immunforsvaret kan være nedsat. Der findes også hunde, som uvist af hvilken grund, ikke kan danne tilstrækkelige mængder antistof.

Tæver, som skal have hvalpe

Tæver, som skal have hvalpe og som ikke er regelmæssigt vaccineret, bør vaccineres inden parringen, således at antistofniveauet kommer til at ligge højt på fødselstidspunktet.

Når tæven er regelmæssigt vaccineret, ligger hendes antistofniveau højt på selve fødselstidspunktet, og der er derfor ingen anledning til at foretage sig noget yderligere for at beskytte de kommende hvalpe, før de er blevet 8 uger.

Nogle vacciner er godkendt til at blive brugt under drægtighed og diegivning.

Serologisk testning

For at vurdere varigheden af beskyttelsen efter en vaccination er det muligt at måle mængden af antistoffer ved en blodprøve, en titertest. Det er antistofferne mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, der kan testes. Det er ikke muligt at teste for responset på ikke-kernevaccinerne.

En positiv test betyder, at hunden fortsat er beskyttet, og revaccination er derfor ikke nødvendig. En negativ test kan betyde, at hunden ikke er beskyttet, men kan også være falsk negativ, og det er derfor ikke muligt at skelne, om disse skal revaccineres.

Tag en snak med din dyrlæge om denne mulighed. Nogle dyrlæger kan tilbyde denne test i deres eget laboratorium som in-house test, andre sender den ud af huset til et eksternt laboratorium.

Hos voksne hunde kan en titertest udføres hvert tredje år. Er der fortsat antistoffer at måle, testes igen efter tre år.
Hos hunde over 10 år bør årlig test af tilstedeværelsen af antistoffer overvejes. Argumentet for dette er, at ældre hunde kan opleve nedsat immunfunktion og respons.

Steder og situationer, hvor der kan være et højt smittepres

• Kenneler; ofte er der en livlig aktivitet med parringer eller nye avlsdyr.
  Drægtige tæver har generelt en lavere immunstatus end ikke-drægtige tæver.
• Hundepensioner; mange hunde fra forskellige miljøer bringes under samme tag. For nogle hunde er dette i sig selv en stresspåvirkning, der kan have indflydelse hundens forsvarsmekanisme. Her frygter man især kennelhoste.
• Offentlige områder, f.eks. hundeskove, parker og lign., er typiske steder for øget smittepres. Ofte kommer mange hunde i løbet af en dag: hundene har direkte kontakt og leger sammen. De snuser til hinandens afføring og da man ved at ikke alle hunde er tilstrækkeligt vaccinerede, kan dette medføre en væsentlig smitterisiko.
• Lokale epidemier af f.eks. parvovirusdiarre eller hundesyge.
• Udstillinger; er vigtige i avls sammenhæng, men da mange hunde bringes sammen er det ligeledes et velkendt problem, at sygdomme florerer et sådant sted. Dette er særligt udtalt for kennelhoste.
• Stævner, væddeløb og hundeslædekonkurrencer: hundene bringes sammen fra nær og fjern for at afholde store konkurrencer, hvor hundene forventes at yde det optimale. Disse hunde er særligt udsatte, fordi de fysisk arbejder meget til prøverne, ofte har kørt over længere afstande og er stressede i fremmede omgivelser.
• Jagter; mange hunde deltager i mange jagter i løbet af en jagtsæson. Udover at være i kontakt med mange forskellige hunde, arbejder dyrene meget. Denne stress påvirkning af kroppen kan have indflydelse på hundens immunstatus.
• Ferie, hvor hunde møder andre hunde med ukendt vaccinationsstatus. Endvidere udsættes hunden for andre infektioner, som kan afvige fra dens eget geografiske område. Dette er yderligere forstærket af hunde oftere medbringes på tværs af landegrænser.
• Dyreinternater og hundeformidlinger; her bringes hunde af ukendt herkomst sammen. Ofte har hundene været forsømte eller har været herreløse i et stykke tid og kan derfor have et meget lavt immunforsvar
• Hunde med tæt kontakt til vådområder og dambrug, har større risiko for at blive smittet med leptospirose.
• Hunde som fanger mange gnavere, har større risiko for at blive smittet med leptospirose.

Er der risiko forbundet med vaccination?

Normalt er der ikke nogen risiko forbundet med selve vaccinen. Der vaccineres mange hunde hvert år og meget få hunde udvikler alvorlige komplikationer. Moderne vacciner er meget sikre, men i princippet kan der altid komme en reaktion, når man indgiver et fremmed stof i en krop.

Det er vigtigt at skelne mellem meget lette bivirkninger, som kan forventes og så de egentlige komplikationer.

Lette, forventelige bivirkninger er, at nogle hunde, specielt hvalpe, reagerer med træthed den dag, de er blevet vaccineret. I løbet af en dags tid er de dog som regel sig selv igen. Nu og da kan ses lidt reaktion omkring injektionsstedet i nakken med kløe og en lille knude, dette forsvinder i løbet af et par uger.

Egentlige komplikationer: Meget få hunde er allergiske overfor vaccinationen. Hundene reagerer ikke overfor selve vaccinen, men derimod overfor det bærestof, som vaccinen indeholder, også kaldet adjuvansen. Disse hunde udvikler indenfor et kort tidsrum, som regel under 10 minutter, anafylaktisk chok. I disse tilfælde er det vigtigt at komme tilbage til dyrlægen så hurtigt som muligt, så man kan behandle hunden mod anafylaksi.

Disse meget sjældne tilfælde med komplikationer skal sammenlignes med de omfattende kvaler, død og sygdomme, som en uvaccineret hundebestand skulle gå igennem, hvis man ikke valgte at benytte denne forebyggende behandling.

Artiklen er oprindelig skrevet af Christina Brock og fornyet af Kirsten Boeck.