Sponsoreret
Cherry Eye
Latinsk navn: Nictitans gland prolapse
Cherry Eye er en medfødt lidelse, hvor de bindevævsfibre som holder den store tårekirtel på plads i det 3. øjenlåg er defekte, og dermed har mindre styrke end normalt. Når hunden får en lokal infektion eller irritation i øjet hæver slimhinden og tårekirtlen op, og fibrene brister pga. presset. Derved mister tårekirtlen sin normale plads i det 3. øjenlåg og ses som en stor rød hævelse i øjenkrogen, dermed betegnelsen "Cherry Eye" (Kirsebærøje).
Hvem får Cherry Eye?
Lidelsen er racedisponeret og menes dermed at være arvelig. Forekommer ofte hos Fransk Bulldog, Shiz-Tzu, Amerikansk Cocker Spaniel m.fl. Din hund kan dog godt få cherry eye selvom den ikke tilhører nogen af de disponerede racer.
Hvordan behandles Cherry Eye?
Behandlingen består i at forsøge at få tårekirtlen på plads i det 3. øjenlåg igen. Oftest opstartes medicinsk behandling først, for at få hævelsen og evt. infektion i ro så meget som muligt inden operation.
Hunden fuldbedøves og der lægges et snit igennem slimhinden på bagsiden af det 3. øjenlåg på begge sider af den fremstående tårekirtel. Såret lukkes med en sutur hen over tårekirtlen, sådan at kirtlen presses tilbage på sin plads. Denne sutur skal ikke fjernes efter følgende, men forsvinder af sig selv.
I svære tilfælde kan det være nødvendigt at lægge en ekstra sutur, der fastgør tårekirtlen til den lille ankerbruskplade der er i det 3. øjenlåg. Dette gøres for at undgå at fibrene brister før hævelsen i slimhinde og tårekirtel er aftaget. Denne sutur skal fjernes igen ca. 3-5 dage efter operationen. Suturen fjernes oftest i vågen tilstand, hvis hunden tillader dette.
Hunden hjemsendes samme dag med øjendråber og smertestillende medicin. Hunden skal bære krave de første 5-8 dage, så den ikke kan komme til at kradse i øjet.
Det kan være at hunden skal til kontrol efter nogen dage, dette vurderes i hvert enkelt tilfælde af dyrlægen. De første dage efter operationen vil slimhinden i øjet oftest være ekstra hævet pga. operationen, og øjet vil fremstå mere rødt end før operationen. Dette er en hel normal biologisk reaktion på indgrebet. Hvis hunden virker meget irriteret, eller du bliver bekymret, skal du endelig ringe til dyrlægen, da der kan være behov for at lave en ekstra kontrol. Nogen gange kan det være nødvendigt at skifte den medicinske behandling, eller justere på dosis undervejs i forløbet.
I nogen tilfælde kan det ske at syningen i blinkhinden brister efter operationen pga. hævelsen i slimhinden, i sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at operere hunden igen.
Hvad er fremtiden for min hund, hvis den får Cherry Eye?
Da der er tale om en kronisk lidelse i bindevævet sker det ofte at hunde får cherry eye på begge øjne, men ikke altid samtidigt. Der er også en risiko for at det kan ske igen, selv efter operation.
Da lidelsen involverer den store tårekirtel, der står for størstedelen af produktionen af tårevæske til øjet kan hunden på sigt udvikle et kronisk tørt øje (en lidelse der betegnes KCS), hvis dette sker vil hunden få behov for livslang behandling med kunstig tårevæske.