Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Stafylokokallergi er en allergisk hudlidelse. Den opstår, fordi hunde, der har en dyb hudbetændelse forårsaget af en bestemt bakterie (stafylokokkus intermedius), danner antistoffer imod bakterierne. Det er ikke en særlig udbredt lidelse, men den er alvorlig, når den er til stede.
Diagnosen stilles på baggrund af hudsymptomerne og en laboratorietest for stafylokokker.
Bakterieinfektionen behandles med antibiotika. Typen af antibiotika vælger man på baggrund af en resistensundersøgelse, og behandlingen vil ofte give en hurtig og effektiv bedring. Behandlingen bør strække sig over en længere periode.
Det er muligt at fremstille en autovaccine, men resultaterne af vaccinen er ikke særligt gode. Kun mellem 20 og 25% af hundene oplever en bedring.
Prognosen afhænger af, hvor gammel hunden er, når den får sygdommen. Det er lettere at helbrede en helt ung hund, end det er at helbrede en ældre hund.
Hos ældre hunde er lidelsen ofte tilbagevendende, og man er nødt til at behandle med antibiotika over lange perioder.
Hvorfor får hunde stafylokokallergi?
Hunde, som gentagne gange har haft hudbetændelse med stafylokokker, begynder at danne antistoffer imod dem. Derfor går stafylokok-bakterierne til grunde og frigiver giftige stoffer (toxiner), som skader kroppens væv.
Hvad er risikoen for, at din hund får stafylokokallergi?
Risikoen er lille.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få stafylokokallergi?
Da lidelsen hænger sammen med en hudbetændelse, vil hunde med inhallationsallergi (atopi) være mere udsat for at få stafylokokallergi.
Anden viden om stafylokokallergi:
Stafylokokker kan smitte til mennesker og hører derfor til gruppen af sygdomme, som kaldes zoonoser. Derfor er det meget vigtigt, at man er omhyggelig med hygiejnen, hvis man har en hund med stafylokokallergi.
Hvis der er børn i husstanden, skal man være opmærksom på, om børnene udvikler sår i den periode, hunden er syg. Hvis det sker, skal man søge lægehjælp.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik