Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

For stort hjerte

Af Ulrik Westrup Hvad er for stort hjerte hos hunde?

Selve diagnosen for stort hjerte dækker over en bred vifte af lidelser. Ændringen i hjertets form og størrelse kan skyldes en direkte lidelse, f.eks. sygdom i hjerte-muskulaturen. Hjertet kan også ændre størrelse, som følge af andre lidelser, f.eks. endokardiose, der er en hjerteklaplidelse. Fælles for dem alle er, at de medfører, at hjertets evne til at yde maximalt, bliver nedsat.

Sygdommen bevirker, at hjertemuskulaturens evne til at trække sig sammen nedsættes, fordi der sker et henfald af hjertemuskulaturen. Vægtykkelsen af hjertet formindskes i forhold til volumen i hjertet. Det bevirker, at hjertets vægge vil fremstå slappe og "flappende" ved en ultralydsscanning.

Hvad er symptomerne på for stort hjerte hos hunde?
De typiske symptomer på et for stort hjerte er, at hunden meget hurtigt bliver træt af leg eller anden form for motion. Som månederne går, forværres trætheden. Derfor er det vigtigt, at du henvender dig til dyrlægen, hvis du synes, at din hund igennem længere tid har virket mindre veloplagt.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen for stort hjerte?
Ved en undersøgelse af hunden, vil dyrlægen lægge mærke til, om hunden har en meget høj hjertefrekvens, dvs. at hjertet banker hurtigt, og om hjerteslaget virker svagt i sammenligning med et normalt fungerende hjerte. I nogle tilfælde er der en bilyd på hjertet, men den behøver ikke at være tilstede. Hvis disse fund er til stede samtidig med, at dyrlægen finder de andre symptomer på et for stort hjerte, vil det normalt give anledning til mistanke om netop den diagnose.

Man kan stille diagnosen ved en ultralydsundersøgelse, som vil afsløre et slapt og tyndvægget hjerte. En røntgenundersøgelse sammenholdt med et EKG, vil også kunne hjælpe til at afsløre sygdommen.

Hvordan behandles et for stort hjerte hos hunde?
Afhængig af hvor påvirket hunden er ved undersøgelsen hos dyrlægen, vil man forsøge at nedbringe hjertefrekvensen ved en medicinsk behandling. Derved vil hjertet slå færre slag, og dette vil øge hjertets sammentrækningskraft. Dyrlægen vil også forsøge at nedbringe modstanden i hundens kredsløb, så hjertet får nemmere ved at pumpe blodet rundt.

Hvis der er ophobet væske i lungerne og evt. i bugen, skal hunden have vanddrivende medicin for at få væskeophobningen væk. Behandlingen kræver, at hundens tilstand bliver overvåget nøje, så dens livskvalitet fortsat er så høj som mulig.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har for stort hjerte?
Hundens fremtid er afhængig af, hvor tidligt i forløbet man får diagnosticeret og behandlet det forstørrede hjerte. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er en sygdom, som hunden kan leve længe med, og at det derfor altid vil være et spørgsmål om livskvalitet hos din hund. Typisk vil den ikke leve længere end 2 år efter, at lidelsen er blevet diagnosticeret.

Hvorfor får hunde for stort hjerte?
På nuværende tidspunkt kender man ikke årsagen til lidelsen.

Hvad er risikoen for, at din hund får for stort hjerte?
For stort hjerte er en sygdom, som hovedsageligt rammer store hunderacer, specielt dobermann, irsk ulvehund og grand danois. Desuden bliver hanhunde ramt oftere end tæver. Lidelsen kan ramme hunde i alle aldersgrupper, men der er en klart forøget risiko, når hunden  kommer op i årene. Sandsynligheden for, at din hund får for stort hjerte er gennemsnitligt ca. 1%.

Hvilke racer er særligt udsatte for at udvikle et for stort hjerte?
Der er lavet undersøgelser som viser, hvor ofte diagnosen for stort hjerte bliver stillet hos bestemte racer: 

  • Dobermann:  5,8 % 
  • Irsk Ulvehund:  5,6% 
  • Granddanois:  3,9% 
  • Boxer:  3,4% 
  • Sanktbernhard:  2,6%
  • Newfoundlænder:  1,3%

Det er yderst sjældent at hunde under 12 kilo rammes af sygdommen.

Anden viden om for stort hjerte hos hunde:
For stort hjerte er en sygdom, som man har vanskeligt ved at behandle på lang sigt. Derfor arbejdes der i øjeblikket meget på at forbedre den medicinske behandling.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud