Sponsoreret
Testikelkræft
Latinsk navn: Testicular cancer
Hvad er testikelkræft hos hunde?
Kræft i testiklerne er en hyppig kræftform hos hunde. Således findes 5% af alle svulster (tumores) hos hunde i testiklerne. Kræftknuderne dannes, fordi nogle celler i testiklen begynder at dele sig ukontrolleret. Der findes overordnet set tre forskellige former for testikelkræft, stammende fra tre af de forskellige celletyper, testiklen er bygget op af.
Hvad er symptomerne på testikelkræft?
De tre typer giver forskellige symptomer, men har dog det fællestræk, at den angrebne testikel er klart større end den anden og også føles anderledes, fastere, mere knudret. Man skal dog vide, at der kan være op til 25% størrelsesforskel på to normale testikler, så det er vigtigt, at du er klar over, om der altid har været forskel i størrelsen.
Den hyppigste testikelkræftform kaldes Sertoli-celle tumor, opkaldt efter den italienske forsker, der opdagede disse celler. Den udgør 65% af alle testikeltumores. Denne type udskiller hunkønshormonet østrogen og giver derved nogle specielle symptomer:
- Feminisering af hanhunden, således at den pga. lugten tiltrækker andre hanhunde, der eventuelt vil forsøge at parre den.
- Forstørrede mælkekirtler og hængende forhud
- Symmetrisk hårtab, evt. ændring af hudens og pelsens farve
- Påvirkning af den raske testikel, således at den bliver meget mindre
- Blodmangel pga. østrogenets påvirkning af knoglemarven
De to øvrige typer af testikeltumores udskiller hankønshormonet testosteron og kan give nogle andre symptomer :
- Forstørrelse af prostata. Se forstørret blærehalskirtel
- Knuder ved endetarmsåbningen
- Mellemkødsbrok. Se brok
Det er ikke ualmindeligt, at der findes en blanding af flere forskellige typer af kræftceller i den angrebne testikel. Det gør det ikke nemmere at stille en nøjagtig diagnose, men det betyder mindre, da behandlingen er den samme.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen testikelkræft?
Dyrlægen vil føle på testiklerne. Hvis hunden er kryptorchid, således at den ene eller begge testikler ikke ligger i pungen, vil det sammenholdt med symptomerne bekræfte mistanken. Testikler i bughulen og lysken hos kryptorchide hunde har mere end 10 gange så høj risiko for at blive ramt af kræft, som hvis de befinder sig i pungen.
De fleste testikeltumores er godartede, men ca 10% af Sertolicelle-tumorerne kan sprede sig (metastasere). Det sker først til de lokale lymfeknuder og evt. senere til lungerne og organer i bughulen.
Dyrlægen kan tage røntgenbilleder af bryst- og bughulen for at se efter spredninger. Hvis der ikke konstateres spredninger, er hundens chance for at komme sig god.
Hvordan behandles testikelkræft?
Testikelkræft behandles ved kastration. Begge testikler fjernes altid på grund af risikoen for spredninger. Ved tegn på spredning fjerner man også de nærmeste lymfekirtler.
Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har testikelkræft?
Testikeltumores udvikler sig langsomt, så hvis man stiller diagnosen så tidligt, at der endnu ikke er opstået spredninger, er der gode chancer for fuld helbredelse. Symptomerne på kønshormonproduktion forsvinder oftest i løbet af 4-8 uger.
Er der allerede sket spredninger, vil disse fortsætte efter kastrationen og give hunden problemer. Det menes at ca. 10% af de hormonproducerende svulster når at sprede sig, inden man stiller diagnosen.
Hvorfor får hunde testikelkræft?
Man kender ikke den præcise årsag til, at cellerne begynder deres ukontrollerede vækst, men man ved, at hundens alder har betydning. Hunde med testikelkræft er i gennemsnit 10 år, når svulsten bliver opdaget. Den temperatur, testiklen befinder sig i, har også betydning. Testikler, der befinder sig i bughulen, hvor temperaturen er 2-3 grader højere end i pungen, har 13 gange så høj risiko for at blive ramt af kræft som normale testikler.
Hvad er risikoen for, at din hund får testikelkræft?
Er din hanhund kryptorchid, er der en øget risiko for testikelkræft.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få testikelkræft?
De racer, der har størst tendens til at være kryptorchide, har også den største risiko for at få testikelkræft. Det drejer sig om små hunde som chihuahua, puddel, pomeranie, shetland sheepdog, schnauzer og terrier.
Østrogen-påvirkningen af knoglemarven kan give blodmangel, og dermed er der en øget risiko ved operationen. Der er beskrevet, at denne blodmangel kan være kronisk og ikke retter sig efter kastrationen.