Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Svulster i mælkekirtlen er en hyppigt forekommende kræftform hos ældre hunkatte. Kræftknuderne, som har forskellig form og størrelse, sidder i én eller flere mælkekirtler. Knuderne opstår, fordi der sker en række unormale og ukontrollerede celledelinger i de mælkeproducerende celler. Op mod 90% af knuderne er ondartede.
Ved undersøgelsen mærker dyrlægen på kirtlerne og føler også efter, om din kat har forstørrede lymfeknuder i nærheden af den eller de knuder, som du har bemærket. Undersøgelsen er vigtig, fordi forstørrede lymfeknuder kan være tegn på, at kræften har spredt sig. Selvom man ikke kan mærke forstørrede lymfeknuder, kan kræften alligevel have spredt sig.
Efter undersøgelsen kan dyrlægen måske allerede stille diagnosen, men det kan være nødvendigt at tage en vævsprøve (biopsi) fra knuden for at kunne afgøre, om den er ondartet eller godartet. Den afgørelse er vigtig, fordi den videre behandling af din kat kommer til at afhænge af den endelige diagnose. Ofte vælger dyrlægen at tage et røntgenbillede af lungerne for at se, om kræften har spredt sig dertil.
Svulster i mælkekirtlen hos katte bliver ofte behandlet med en operation, som har til formål at fjerne den eller de kræftsyge mælkekirtler. Hvis det er nødvendigt, fjerner dyrlægen også lymfeknuderne i området omkring knuden. Nogle gange vurderer dyrlægen, at det er uhensigtsmæssigt med en operation, fordi knuderne er store, og der er en tydelig spredning. Efter operationen bliver knuderne undersøgt for at afgøre, om de er god- eller ondartede. Det sker, for at dyrlægen også fremover kan tage stilling til kattens situation.
Kattens fremtid afhænger både af, hvornår i sygdomsforløbet diagnosen er stillet, og hvordan sygdommen bliver behandlet. Selv en meget tidlig diagnose og behandling kan ske for sent til at undgå, at knuderne spreder sig. På baggrund af undersøgelsen og den prøve, der eventuelt bliver taget, vurderer dyrlægen, om katten skal opereres.
Ofte vælger dyrlægen at fjerne flere mælkekirtler, fordi kræften kan sprede sig fra kirtel til kirtel. Hos katte, der ikke bliver behandlede, vokser knuderne sig store, ofte inden for nogle få måneder. Der vil være tilfælde, hvor tilstanden er så fremskreden, når katten kommer til dyrlæge, at en operation ikke kommer på tale.
Emnet er ikke lige så godt belyst, som tilfældet er for hunde, men steriliserede katte har i hvert fald en mindre risiko end katte, der får p-piller. I forbindelse med den årlige sundhedsundersøgelse hos dyrlægen bliver katten rutinemæssigt undersøgt for knuder i mælkekirtlerne. Katteejeren skal også selv være opmærksom på, om der sker ændringer i kattens mælkekirtler. I begyndelsen er knuderne på størrelse med en ært, men de bliver efterhånden større.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik