

Sponsoreret
Forhøjet blodtryk og kattens øjne
Latinsk navn: Hypertensio
Af Claus Bundgaard Nielsen, specialdyrlæge i øjensygdomme.
Hvad er et for højt blodtryk?
Blodtrykket er unormalt højt, hvis det overstiger de normale grænseværdier, hvor det systoliske tryk for katte er maksimalt 160-170 mm Hg.
Hvad er øjensymptomerne ved for højt blodtryk?
- Katten har måske en eller to gange tidligere haft et rødt øje, hvor det unormale igen er forsvundet
- Blod i forreste øjenkammer eller i glaslegemet bag øjets linse
- Blødninger i nethinden i små eller større områder
- Udvidede blodårer i nethinden
- Nethindeløsning i et eller begge øjne
- Pupillerne bliver mere og mere udvidede og trækker sig ikke sammen ved påvirkning af lys. Katten viser nu tegn på stærkt nedsat syn eller blindhed
- Katten kan have næseblod, vægttab, øget tørst eller viser symptomer på neurologiske forstyrrelser og ændret adfærd
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
- Dyrlægen præsenteres undertiden for en ældre kat med oplysning om, at et eller begge øjne er rødt inden i, eller at øjet af og til har været rødt, eller at katten pludselig er begyndt at se dårligt eller er blevet blind.
- Dyrlægen foretager en grundig undersøgelse af hele øjet med blandt andet en måling af trykket i øjet.
- Blodtrykket hos katte måles derefter på næsten samme måde, som det foregår hos mennesker.
- Et måleapparat benyttes, der er specielt konstrueret til hunde og katte, hvor en lille manchet lægges om benet, og en speciel sensor sættes på bagsiden af benet lige oven over poten.
- Katten skal være rolig ved blodtryksmålingen og i nogle tilfælde skal katten blive hos dyrlægen i kortere tid, inden blodtrykket måles.
- I nogle tilfælde kan det systoliske tryk være forhøjet til 200-300 mmHg.
- Hos hunde og katte måles primært det systoliske tryk, der normalt er 160-170 mm Hg.
- Hos mennesker måles blodtrykket normalt til at være 120/80 mm Hg.
- Det første tal (120 mm Hg) er det systoliske tryk, der er et udtryk for den kraft, hjertet presser blodet ud i pulsårene.
- Det andet tal (80 mm Hg) er det diastoliske tryk, der fortæller, hvor højt trykket er i pulsårenes hvilestadium, hvor blodet strømmer fra hjertet til de forskellige organer.
Hvordan behandles et for højt blodtryk?
Et for højt blodtryk er hos de fleste ældre katte fremkaldt af en sygdom i nyrerne, skjoldbruskkirtlen eller i et andet organ. Men et for højt blodtryk kan omvendt også være årsag til en nyresygdom.
Et primært forhøjet blodtryk af ukendt årsag forekommer hos både mennesker og dyr. Et sekundært forhøjet blodtryk er imidlertid det hyppigst forekommende hos specielt katte, hvor årsagen kan være sygdomme i nyrerne, skjoldbruskkirtlen eller hjertet.
En grundig klinisk undersøgelse og en undersøgelse af blod- og urinprøver er derfor nødvendig forud for en behandling.
Medicinsk behandling med tabletter startes, når årsagen til det forhøjede blodtryk er klarlagt og den primære sygdom behandles naturligvis samtidigt. Når blodtrykket er stabiliseret, er det nødvendigt ved blodprøver at kontrollere funktionen af for eksempel nyrerne. Livslang behandling er nødvendig.
Hvordan er fremtiden for min kat?
Din kat kan føre et normalt liv, såfremt blodtrykket med medicin kan normaliseres og livsvigtige organer ikke er alvorligt beskadigede.
Selvom din kat er blevet varig blind, kan den have et godt liv, så længe den færdes i vante og trygge omgivelser.
Hvad er risikoen for, at min kat får forhøjet blodtryk?
Ældre katte er i den største risikogruppe, fordi det er hos disse katte vi hyppigt finder kroniske sygdomme, og her specielt i nyrerne.
Lad din gamle kat få et årligt sundhedseftersyn hos dyrlægen, der kan måle blodtrykket, og hvor en blodprøve blandt andet kan vise, om nyrefunktionen er normal.
Hvilke racer er særligt udsatte for et for højt blodtryk?
Bortset fra Perserkatte med arvelige cystenyrer, er der ingen kendt racedisposition
Artiklen er oprindelig skrevet af Claus Bundgaard Nielsen & Niels Stadsvold og venligst opdateret af Claus Bundgaard Nielsen.