Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Blodtrykket er unormalt højt, hvis det overstiger de normale grænseværdier, hvor det systoliske tryk for katte er maksimalt 160-170 mm Hg.
Et for højt blodtryk er hos de fleste ældre katte fremkaldt af en sygdom i nyrerne, skjoldbruskkirtlen eller i et andet organ. Men et for højt blodtryk kan omvendt også være årsag til en nyresygdom.
Et primært forhøjet blodtryk af ukendt årsag forekommer hos både mennesker og dyr. Et sekundært forhøjet blodtryk er imidlertid det hyppigst forekommende hos specielt katte, hvor årsagen kan være sygdomme i nyrerne, skjoldbruskkirtlen eller hjertet.
En grundig klinisk undersøgelse og en undersøgelse af blod- og urinprøver er derfor nødvendig forud for en behandling.
Medicinsk behandling med tabletter startes, når årsagen til det forhøjede blodtryk er klarlagt og den primære sygdom behandles naturligvis samtidigt. Når blodtrykket er stabiliseret, er det nødvendigt ved blodprøver at kontrollere funktionen af for eksempel nyrerne. Livslang behandling er nødvendig.
Din kat kan føre et normalt liv, såfremt blodtrykket med medicin kan normaliseres og livsvigtige organer ikke er alvorligt beskadigede.
Selvom din kat er blevet varig blind, kan den have et godt liv, så længe den færdes i vante og trygge omgivelser.
Ældre katte er i den største risikogruppe, fordi det er hos disse katte vi hyppigt finder kroniske sygdomme, og her specielt i nyrerne.
Lad din gamle kat få et årligt sundhedseftersyn hos dyrlægen, der kan måle blodtrykket, og hvor en blodprøve blandt andet kan vise, om nyrefunktionen er normal.
Bortset fra Perserkatte med arvelige cystenyrer, er der ingen kendt racedisposition
Artiklen er oprindelig skrevet af Claus Bundgaard Nielsen & Niels Stadsvold og venligst opdateret af Claus Bundgaard Nielsen.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik