Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Katte udskiller signalstoffer, som også kaldes feromoner, mange steder på kroppen. Disse feromoner minder katten om, hvor det er trygt og rart at være, og bruges til at kommunikere med andre katte.
Som katteejer kan du aktivt bruge forskellige feromoner til at hjælpe din kat eller katte, hvis de viser uønsket adfærd. Visse feromoner kan hjælpe katte, der er stressede eller utrygge, mens andre dæmper konflikter katte imellem.
De mest kendte feromoner hos katte er:
Kindferomonet: Udskilles fra området omkring mund og øre og sender en besked om tryghed og velbefindende.
Man ser ofte katte, der går og gnider kinden op af døre, møbler, karme eller mennesker. Denne adfærd sker for at afsætte feromonerne, når katten føler sig tryg og veltilpas, og feromonerne sender både et tryghedsskabende signal til katten selv, men også til andre katte. Ved at anvende kindferomonet kan man gøre katte mere trygge og mindre stressede.
Feromonet, der skaber harmoni: Udskilles omkring mælkekirtkerne, når hunkatten ligger med sine killinger. Dette feromon udskilles helt naturligt i diegivningsperioden og skaber et bånd kattene imellem og gør dem samtidig trygge. Harmoni-feromonet kan med fordel anvendes i hjem med mere end én kat.
Feromonet der inducerer kradseadfærd: Udskilles omkring trædepuderne, når katten kradser/hvæsser kløer. Disse feromoner kan påføres kradsebrættet, så katten naturligt får et signal om, at det er her, den skal kradse.
Flytning af en 12 uger gammel killing er ofte ledsaget af megen stress. Det, der er den bedste dag for den nye katteejer, er en svær dag for killingen. Den flyttes væk fra omgivelser, mor, søskende og alt, hvad den kender. Det er meget stressende, og det er vigtigt, at man gør alt for at hjælpe killingen.
Som ny ejer kan man med fordel behandle transportkassen og det nye hjem med feromoner. Syntetiske feromoner kan købes i Netdyredoktors webshop eller hos din dyrlæge. Herved sender man et signal til killingen om, at de nye omgivelser ikke er farlige, men derimod trygge og rare.
Nogle adfærdslidelser opstår, fordi katten protesterer imod de forhold, den lever under. I naturen ville katte ikke bo så tæt, som vi mennesker ofte tvinger dem til, og derfor er det vigtigt, at vi hjælper kattene og tænker deres adfærd ind i vores bolig og liv.
Hvis katten ikke trives, af den ene eller anden årsag, kan den vise det på mange måder. Den kan kradse uønskede steder, strinte eller ændre adfærd. Hvis katten begynder at strinte (urinmarkere) eller blive urenlig uden for kassen, er det vigtigt, at du tager den til dyrlæge, så sygdom kan udelukkes.
Hvis sygdomme er udelukket, kan stress være årsagen. Her er det vigtigt at gennemtænke, hvad der kan påvirke kattens trivsel og forsøge at ændre det. Denne proces kan understøttes af feromoner for at gøre katten mere tryg og tilpas.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik