Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Urinprøver

Hvornår undersøges urinprøver fra dyr?

Dyrlægen eller veterinærsygeplejersken vil tage en urinprøve ved enhver mistanke om sygdom i urinvejene.

Man tager ligeledes urinprøver ved udredning af medicinske patienter, da urinen ofte indeholder affaldsstoffer, som kan forklare sygdomme i andre organer.

Endelig tages der urinprøver ved udredning af adfærdsproblemer som f.eks. urinmarkering og urenlighed.

Hvad kan man undersøge i urinen?

  • Surhedsgraden, pH, kan fortælle lidt om urinens sammensætning. F.eks. vil en høj pH-værdi ofte hænge sammen med fodring med mange proteiner.
  • Vægtfylde.
    Ved nyrebeskadigelse/nyresvigt kan urinen ikke koncentreres, hvorfor den får en meget lav vægtfylde. Urinen koncentreres derimod til en høj vægtfylde, hvis dyret er dehydreret, men har normal nyrefunktion.
  • Glukose, indhold af sukker i blodet, ses ved sukkersyge.
  • Tilstedeværelse af blod.
    Enhver forekomst af blod i urin er anormalt. Ofte vil blod hænge sammen med blærebetændelse, blæresten eller hos hanhunde en forstørret blærehalskirtel/prostata.
  • Tilstedeværelse af protein.
    Nyren skal under normale omstændigheder tilbageholde alle proteiner, så tilstedeværelse af protein i urinen viser begyndende nyresvigt.
  • Tilstedeværelse af krystaller.
    Krystaller ses hos dyr i forbindelse med blæresten og/eller blærebetændelse.
  • Drægtighedsanalyse.
    Hos heste kan der via en urinprøve påvises drægtighed 120 dage efter bedækning.
  • Hormonanalyser.

En af de sikreste metoder til at diagnosticere Cushing's syndrom hos hunde, er måling af hormonet cortisol i to morgenurinprøver.

Hvordan skal urinen opsamles?

Urinprøver kan opsamles spontant, dvs. at ejeren ved luftning selv kan opsamle en urinprøve i en steril beholder, men det er svært at undgå forurening i form af jord og snavs.

Hos dyrlægen udtages urinprøven af og til med et sterilt kateter, der føres gennem urinvejen og op i blæren. Prøven er steril og undersøges kort efter udtagelse. Ulempen ved denne metode er, at kateteret kan inficere blæren med bakterier fra de nedre urinveje, hvilket dog kan forebygges ved at give dyret en injektion med antibiotika.

Endelig kan dyrlægen vælge at udtage en urinprøve med en kanyle lagt direkte i blæren, så man er sikker på en helt steril prøve. Også ved denne metode er der imidlertid en ulempe i og med, at prøven kan blive blandet med blod fra indstiksstedet, og dette kan give falske analyseresultater.

Hvordan skal urinen opbevares?

Urinprøver opbevares på dyreklinikken altid køligt, i sterile beholdere og væk fra direkte sollys.

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis...

  • Dit dyr pludseligt er begyndt at ændre tissevaner
  • Dit dyr har smerter ved vandladning
  • Dit dyr har blod i urinen
  • Dit dyr drikker og tisser meget
  • Dit dyr er blevet urenligt
Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud