Anvendelsen af dæmpende signaler
De dæmpende signaler bruges i flere situationer. Det er derfor vigtigt, at du kigger på hele situationen, når din hund sender dæmpende signaler, og du vil vide, hvad den kommunikerer. De dæmpende signaler kan have disse formål:
Dæmpning af angst eller usikkerhed hos modparten
Det kan for eksempel være, at en voksen og selvsikker hund møder en hvalp, som bliver utryg ved mødet. Den voksne vil da sende dæmpende signaler til hvalpen for at fortælle den, at den udelukkende har venlige hensigter.
Undgå konflikter og aggression
Det, at vores hund som art er "genetisk programmeret" til at leve i en flok, fordrer, at den er i stand til at kommunikere sig ud af de fleste tilspidsede situationer - for eksempel når den vogter sin mad eller ikke ønsker konflikt med én, der lægger op til det. Læs mere om dette i Hundens kropssprog.
Bekræftelse af den gode stemning
”Hvor er det hyggelig at være her til middag hos jer” eller ”hvor er jeg glad for at være sammen med dig”, er bekræftelser, som vi mennesker giver hinanden, når vi føler os godt tilpas. En form for menneskelig, dæmpende signal…
Hunden bekræfter også den gode stemning ved at sende dæmpende signaler. Hvis din hund ligger hen over skødet på dig i sofaen på en rigtig god hyggeaften, vil den ofte bekræfte jeres samvær. Den smasker måske lidt, lægger ørerne tilbage og gør sine øjne smalle.
Se en oversigt over dæmpende signaler eller dyk ned i, hvornår dæmpende signaler kan skifte til truende signaler.
I videoen ser vi ejeren filme sine hunde, der står bag et hegn, mens hun går direkte hen imod dem. Dette for at se, hvilke dæmpende signaler hundene udviser. Vi ser signalerne:
- smasken
- blinker langsomt med øjnene
- vender blikket bort
- logrer med halen - lavt
- lægger sig
Når hvalpe viser dæmpende signaler
Jo yngre hunden er, jo tydeligere er signalerne. Hvalpe har tendens til at overdrive deres del af ”samtalen” for at være sikker på at blive forstået af modparten.
En hvalp på 8 - 10 uger er helt bevidst om, at den ikke kan stille noget som helst op over for et mentalt og/eller fysisk stærkere individ. Den har ikke livserfaringen til at vide, hvordan den kan ”forhandle” i en konfliktsituation eller direkte konfrontation.
Den gør i stedet meget ud af at fortælle modparten, at den er hvalp ved at vise, at ”jeg er bare en lille og forsvarsløs hvalp”. Den vælger måske en noget overdreven version af de dæmpende signaler, som er at kaste sig om på ryggen i total overgivelse (selvom der slet ikke er ”øretæver i luften”). Nogle piver eller skriger ligefrem, når modparten nærmer sig, og andre vælger at tage flugten med det samme. Så kan den altid se lidt på situationen på afstand, og måske turde nærme sig igen.
Sørg for at være meget tålmodig med hvalpe, når de skal finde modet til at skabe kontakt til nye bekendtskaber. Det er en vigtig indlæring for hvalpen at lære at turde stole på andre hundes gode intentioner – og vigtigt, at læringen foregår i hvalpens tempo! Se mere under ”Fysisk og mental udvikling” i aldersgruppen 5–8 uger og 8–12 uger.
Læg mærke til disse signaler
Læg mærke til hvordan din hvalp har omgang med de andre hvalpe/hunde, den møder på gåturen, til hvalpetræning eller i mødet med venners eller families hund.
Hvis den bliver usikker og f.eks. lægger sig ned, når en anden hvalp eller hund nærmer sig, men rejser sig op og nysgerrigt forfølger den, når den anden går igen, er det ikke nu, du skal være nervøs for, hvordan det går. Så er det bare et spørgsmål om kommunikation mellem de to hunde.
Men hvis din hvalp ”mobbes”, og den har halen mellem benene og forsøger at komme væk fra den eller de legende hvalpe/hunde, den er sammen med, skal du stoppe ”legen”. Specielt hvis din hvalp ikke opsøger de andre af nysgerrighed, efter de er gået igen, har det været for voldsomt.