Steroid responsiv meningitis

Denne lidelse, som har flere navne, er den hyppigst forekommende sygdom i hjerne- og rygmarvshinderne hos hunde. Den ses oftere end hjernehindebetændelse (meningitis) af andre årsager som f.eks. bakterier, virus, svampe og parasitter.

Navnet henviser til, at sygdommen svarer positivt på behandling med steroider (prednisolon). Et andet hyppigt anvendt navn er Beagle Pain Syndrome, fordi beagler er en af de racer, der hyppigst rammes. SRMA - steroid responsiv meningitis arteritis – bruges også og skyldes at der også er forandringer i hjernehindernes arterier (blodkar).

Sygdommen ses primært hos store hvalpe og unghunde af mellemstore og store racer.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne, der kan opstå ret pludseligt, er nedstemthed, høj feber og udtalte smerter fra nakkeregionen. De kan være så udtalte, at hunden skriger ved pludselig bevægelse af hovedet, og tilstanden kan derved ligne en diskusprolaps i halsen. Hunden bevæger sig ikke ret gerne og holder kroppen helt stiv.

Sjældnere kan ses en mere kronisk variant. Den kan forekomme, hvis hunden får tilbagefald efter endt eller utilstrækkelig behandling. Symptomerne her er mindre dramatiske, men der kan være slingerhed og delvise lammelser.

Hvad er årsagen til steroid responsiv meningitis?

Det vides stadig ikke, hvad der udløser SRMA, men der er bred enighed om, at det er immunsystemet, der reagerer uhensigtsmæssigt. Det bekræftes også af, at behandling med steroider – som f.eks. prednisolon eller andre binyrebarkhormoner – får symptomerne til at svinde ret hurtigt. Denne type medicin undertrykker netop immunsystemet, som i disse tilfælde er ansvarlig for en intens inflammation i de blodkar, der forsyner hjerne- og rygmarvshinderne.

Da nogle racer er mere tilbøjelige til at få SRMA, kan der muligvis være en vis arvelig disposition.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?

De typiske symptomer sammenholdt med hundens alder og race vil give et fingerpeg om, at det kunne være steroid responsiv meningitis. Udover den kliniske undersøgelse kan flere andre værktøjer tages i brug:

Røntgen

Bruges primært til at undersøge om nakkesmerterne skyldes en discusprolaps i halsen. Denne metode kan ikke vise hjerne- og rygmarvshinderne.

Blodprøve

Er ret uspecifik, men vil som regel vise en forøgelse af de hvide blodlegemer og andre tegn på, at der er opstået en akut inflammation et sted i kroppen.

Rygmarvsprøve

Udtagelse og undersøgelse af lidt af den rygmarvsvæske, som ligger i rygmarvskanalen i hulrummet mellem rygmarven og knoglerne. Den bruges til at stille den endelige diagnose. Her vil man finde markant flere hvide blodlegemer end normalt. Udtagelsen af prøven kræver dog en fuld narkose og et vist håndelag.

MRI- og CT-scanninger

Begge kan benyttes og vil ofte give diagnosen, men de er ret kostbare.

Behandling

Hvis der gives en indsprøjtning med prednisolon eller et andet steroid og symptomerne (feber og nakkesmerter) fortager sig hurtigt (tit indenfor 1 døgn) vil det bekræfte diagnosen. Herefter kan der dog ikke udtages prøver, der kan bruges.

Hvordan behandles SRMA?

Det stof, der bruges i behandlingen, har flere betegnelser. Steroid er ét udtryk, binyrebarkhormon et andet. De dækker over en del forskellige varianter med navne som prednison, prednisolon, methylprednisolon osv. De har forskellig styrke, virkningstid mm. Kroppen danner selv binyrebarkhormon i binyrernes ydre lag.

Indsprøjtning med prednisolon, som er det bedst egnede, er første skridt. Herefter følges op med tabletter af det samme stof. De første par dage gives høje doser, derefter trappes langsomt ned over flere måneder til den laveste vedligeholdelsesdosis, som kan holde hunden symptomfri. I alt skal man regne med behandling i 5-7 måneder, herefter er behandlingen som regel ikke mere nødvendig.

Når steroider gives i høje doser, vil der optræde en række bivirkninger. Mest almindeligt er øget drikkelyst og dermed øget tissetrang. Appetitten vil også øges, så ejer skal holde øje med vægten. Maveslimhinden vil påvirkes, og der bør gives midler, der beskytter den. Da immunsystemet undertrykkes, vil der være risiko for infektioner som blærebetændelse og hudbetændelse. De skal behandles med antibiotika, hvis de opstår. Tendensen til bivirkninger vil mindskes, efterhånden som dosis sænkes. Hermed vil hundens egen produktion af binyrebarkhormon også gradvist kobles ind igen. I den sidste tid gives lave doser hver 2.-3. dag.

Hvad er risikoen for, at din hund får steroid responsiv meningitis?

Sygdommen er generelt ikke så hyppigt forekommende, men ses, udover hos beagler, hyppigst hos berner sennen, nova scottia duck tolling retriever, boxer og petit griffon vendéen. Derudover er den beskrevet hos bl.a. pointer, tysk korthår, weimeraner, akita, men flere racer vil utvivlsomt komme til.

Det er næsten altid unge hunde mellem 6 og 18 måneder, der rammes, - nogle gange kan de være op til 2 års alderen. Der er ingen kønsforskel.

Fremtidsudsigterne for SRMA-patienter er generelt gode. Dog vil ca. 20% få tilbagefald, enten undervejs i kuren eller efter, at den er afsluttet. Hvis man går tilbage i behandlingsintensitet, vil langt de fleste dog komme sig fuldstændigt. Mest genstridige er beagles og berner sennen.