Sponsoreret
Import af billige hvalpe fra Østeuropa
Af dyrlæge Sabine Förderer.
Organiseret handel med forfalskede papirer
Efter murens fald og EU´s udvidelse er bl.a. Danmark blevet marked for "billige" importhvalpe fra lande som Tjekkiet, Polen og Rusland. Typisk importeres West Highland White terrier, Engelsk- og Fransk bulldog, Amerikansk Staffordshire terrier, Tjekkisk rottehund, men der importeres også hvalpe fra andre populære hunderacer. Handelen er organiseret og foregår over hele Danmark.
Tidligere var importhvalpene ofte papirløse eller blev leveret med forfalsket dokumentation, hvor der typisk blev angivet urigtige oplysninger om alder, herkomst og vaccinationsstatus. Køberen stod derfor uden nogen garanti eller brugbar information om deres nyerhvervede hvalp. Derfor kunne de ofte se frem til mange bekymringer og større dyrlægeregninger som følge af hvalpens dårlige helbredsmæssige tilstand.
I dag identificeres alle lovligt importerede hvalpe ved hjælp af microchips og et EU-pas inden import til Danmark.
Smitter miljøet med smitsomme virussygdomme
Hvalpe som importeres fra vores nabolande i øst er ofte utrivelige. Typisk ses sygdomme som diarré, lungebetændelse og hundesyge, og det er heller ikke ualmindeligt at hvalpen pludseligt dør.
Således er det påvist, at visse importhvalpe smitter omgivelserne med virussygdomme som hundesyge, parvovirus og luftvejsinfektioner. Sygdomme, som den almindelige danske hundeejer forebygger ved den årlige vaccination, samt ved transport til vore nabolande, f.eks. Tyskland og Sverige.
For tidlig fravænning
Et andet kritisabelt problem er, at de importerede hvalpe fravænnes helt ned til 5 ugers alderen. Ifølge den danske lovgivning er "enhver overdragelse af hundehvalpe, der er under 8 uger gamle, forbudt". Det er nemlig vigtigt, at hvalpen præges af sin mor indtil 8 ugers alderen, da den ellers har større risiko for at få adfærdsproblemer senere i livet. Et stort problem har været, at både toldere og de kommende ejere har svært ved at vurdere hvalpenes sande alder ud fra størrelse, og hvalpene er tilmed ofte yngre end angivet. Det er først ved tandskiftet i 4-6 måneders alderen, at hvalpens sande alder kan fastslås.
Øre- og halekuperinger
I Danmark er hale- og ørekupering, med et par undtagelser, forbudt, ligesom det er forbudt at fremvise hale- og ørekuperede hunde på udstillinger. Den nye hvalpeejer har derfor ingen praktisk nytte af at købe kuperede hvalpe, som angiveligt skal få hunden til at fremtræde mere barsk.
En del af de importerede hvalpe er hale- og ørekuperet i oprindelseslandet. Kuperingerne bærer ofte præg af at disse er lavet uprofessionelt, under uhygiejniske forhold og med en mangelfuld efterbehandling. Derfor ser man ofte betændte sår, stingene skrider og til tider stikker knogler og sener ud ved halestumpen. Nogle importhvalpe mangler hele øret, fordi kuperingen er foretaget helt nede ved øregangen.
Ved at købe en kuperet hvalp, udviser den nye ejer en ligegyldighed overfor den smerte og lidelse den lille hvalp har været udsat for.
Hvad indeholder hvalpen?
Købere af lovligt importerede hvalpe har efter den nye lovgivning nu en vis sikkerhed for, at hvalpen virkelig er blevet kontrolleret i herkomstlandet.
Køberen står dog stadigvæk uden nogen information om importhvalpens arvemasse, idet køberen ikke kender til forældredyrenes sygdomsstatus eller personlighed. Køber ved heller ikke, hvordan forholdene hos opdrætteren har været, ved reelt ikke hvor gammel hvalpen er, og ved ikke hvilke traumatiske oplevelser, hvalpen har været ude for hos opdrætteren og under transporten.
Fremtiden må da vise, hvilken hund køber har anskaffet sig.
Hav tillid til sælger
Seriøse importører skjuler ikke, at hvalpene er importerede. Useriøse importører forsøger at skjule, at hvalpene er importerede. Ikke sjældent sælges sådanne importhvalpe videre som importørens "eget opdræt" eller til andre "opdrættere" med henblik på videresalg til privatpersoner. For at hindre en uhensigtsmæssig handel med hunde bør man som hvalpekøber ikke benytte sig af tvivlsomme sælgere, der ikke kan fremvise hvalpens moderdyr.
Faresignaler ved hvalpekøb
Der er nogle faresignaler, der sammenlagt kan pege på, at en såkaldt "dansk opdrætter" forsøger at sælge dig en importeret hvalp. Stil spørgsmålstegn ved sælgerens seriøsitet, hvis tæven ikke er til stede sammen med hvalpene.
Hvis sælgeren har mange forskellige, evt. populære hunderacer, bør du også være på vagt. Vær sikker på, at sælgeren bor på adressen, hvorfra hundene sælges, da sælgeren ellers kan forsvinde ud i det blå.
Vær på vagt, hvis sælgeren udelukkende kan give dig et hjemmelavet garantibevis, der ofte ikke er mere værd end det papir det er skrevet på. Kontroller også, om der er ét eller flere officielle papirer på hvalpen, f.eks. microchip, EU-pas, stamtavle, vaccination eller dyrlægens sundhedscheck.
Du må aldrig købe en hvalp af medlidenhed, da du da vil støtte sælgerens handel. Henvend dig i stedet straks til nærliggende dyrlæge og/eller politi, så der i fremtiden sættes stopper for import at små, syge hvalpe.
Du skal kontakte din dyrlæge, hvis….
- du ønsker rådgivning inden import af hvalpe
- du har importeret en utrivelig hvalp
- du har kendskab til ulovligt importerede hvalpe