Sponsoreret
Racehund eller blanding
Alle hunde er skønne, uanset om det er race- eller blandingshunde. Der er mange argumenter for og holdninger til, om vi bør købe det ene frem for det andet. Langt hen ad vejen er valget en ”smagssag” for den enkelte hundeejer.
Her ser du nogle af de argumenter, det kan anbefales at være opmærksom på ved køb af ”det ene eller andet”.
Blandingshund
En blandingshund dækker over en bred palet af avl imellem forældredyr, der ikke er samme race.
Temperament
Vær opmærksom på, at de forskellige temperamenter, der ligger til de forskellige racer, enten kan være et godt eller dårligt match. Det er derfor tilrådeligt at kigge efter en blandingshund af et godt match, hvor forældrenes racetemperament er nogenlunde ens. Det vil i en højere grad give dig en forudsigelse af, hvilket forventet temperament din hund får. En blanding imellem to nogenlunde ens temperamenter kan for eksempel være en blanding imellem golden retriever/labrador retriever eller basset hound/beagle.
Sundhed
Hav også en opmærksomhed på sundhed. Ikke alle, der avler blandingshunde, har undersøgt forældredyrene for de arvelige sygdomme, der måtte ligge til de racer, der avles på. Undersøg, om der er arvelige sygdomme inden for de to racer, der er forældredyr til den blanding, du er interesseret i.
Spørg avleren af hvalpene, om vedkommende for eksempel har et røntgenresultat af hofter/albuer eller attest på øjenlysning (at forældrene ikke har arvelige øjensygdomme). Det er en god idé at spørge til en helbredsattest, der viser, at forældrene ikke har løse knæskaller (patella luxation), hvis du køber en lille selskabshund, da denne arvelige lidelse er ikke usædvanlig hos dem.
Racehund
Der findes forskellige raceorganisationer, hvor du kan købe en stambogsført hvalp eller voksen hund. Dansk Kennel Klub er den største i Danmark.
Når du køber en stambogsført racehund, medfølger der en stambog med hunden. På stamtavlen kan der stå oplysninger om bl.a. forældre og bedsteforældres prøve- og udstillingsmeritter.
For de fleste racer er det anbefalet af Dansk Kennel Klub, at forældredyrene er undersøgt for bestemte arvelige lidelser, der findes indenfor racen. Hvis du vælger at købe en hund med stamtavle, kan du deltage på udstillinger og gå til forskellige aktiviteter (lydighedstræning og -prøver, brugsprøver, jagttræning osv.) i specialklubber for de forskellige individuelle de racer.