Immunforsvaret og vaccinationer

Af journalist Vibeke Brock

I daglig tale og i "damebladslitteraturen" omtales et godt immunforsvar ofte i lidt svævende vendinger, som om det er en positiv egenskab hos et individ på linie med venlighed eller udholdenhed. Men immunsystemet er en kropslig del af organismen. Hos os pattedyr regner man groft med, at immunsystemets celler udgør 3% af kroppens samlede vægt. For en hund på 30 kg svarer det altså til, at dens immunsystem består af et kilo aktive celler.

Alle hvirveldyr som fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr har et immunforsvar, der beskytter organismen mod at blive invaderet af parasitter og fremmed smitstof som for eksempel vira, bakterier og svampe. Der er forskelle på opbygningen af immunsystemerne hos de forskellige hvirveldyrklasser, og der er også mindre forskelle indenfor den samme klasse; her vil jeg i grove træk især beskæftige mig med forholdene hos pattedyrene hund, kat og hest.
 
For disse pattedyrs vedkommende kan man dels påvise et generelt medfødt immunforsvar, der giver en vis beskyttelse mod alle infektioner. Dels er der et erhvervet immunforsvar, der udvikles efterhånden som organismen påvirkes af nogle infektioner, og som derefter yder ekstra stor beskyttelse mod netop disse infektioner, således at organismen fremover er blevet helt eller delvis immun overfor dem.

Immunsystemet har sine egne celler og organer

Immunsystemets celler er frie, individuelle celler, der nærmest opfører sig som encellede dyr. De kan frit bevæge sig rundt i organisme og udføre deres arbejde, lige der hvor der måtte være brug for det. 'En procent af dem befinder sig i blodbanen, hvor de er lette at se i mikroskop, og det har givet anledning til at de kaldes for de hvide blodlegemer. De øvrige 99% findes i milten og lymfekirtlerne og ude i kroppen.
 
Der er flere typer af hvide blodlegemer de opdeles ofte i tre hovedgrupper:

1. Granulocytter er en del af det generelle immunforsvar og omfatter celler, der især udmærker sig ved hurtigt at angribe bakterier og andre parasitter, der er trængt ind i organismen.
2. Monocytter indgår også i det generelle immunforsvar, de omfatter celler, der som store amøber glider rundt i kroppens væv og angriber og fordøjer fremmede partikler og døde kropsceller, og celler, der sidder fast i slimhinderne og reagerer på fremmede stoffer som røgpartikler og pollen.
3. Lymfocytter er specialiserede celler, der beskytter organismen mod at få den samme infektion flere gange ved at der dannes antistoffer mod de pågældende infektioner.

Alle de hvide blodlegemer dannes i knoglernes røde knoglemarv ud fra uspecialiserede stamceller. Det er også i knoglemarven der dannes forstadier til hver af de tre hovedgrupper af hvide blodlegemer. Disse forstadier føres med blodet ud til de organer i kroppen for eksempel milten, hvor cellerne deler sig og den færdige specialisering finder sted.

Granulocytterne lever i blodbanen nogle få timer, og er derefter ude blandt kroppens celler nogle uger, mens monocytterne kan leve i adskillige måneder.

De lymfocytter, der modnes i knoglemarven hos pattedyrene, kaldes B-lymfocytter (hos fugle modnes de et i lymfeorgan, der ligger ved tarmen. På latin hedder organet Bursa). De lymfocytter, der modnes i brislen, der på latin hedder Thymus kaldes T-lymfocytter. Brislen degenererer hos voksne pattedyr og T-celler kan leve i årevis. B-lymfocytterne findes i stort antal i lymfeknuderne, som ofte vil svulme op i forbindelse med, at en infektion har aktiveret immunforsvaret.

Når lymfocytterne arbejder

Lymfocytterne danner nogle specielle proteiner, der kaldes immunoglobuliner, det er ret store opløste proteiner, der har dels ensartet opbygget områder, dels variable.

Der menes at være flere millioner forskellige varianter af B-lymfocytter, der hver især danner sin specifikke proteinforbindelse, og det er vigtigt, fordi de infektioner, som for eksempel skyldes bakterier og vira selv, har vidt forskellige proteinforbindelser på deres overflader. Det er derfor sandsynligt, at der i et pattedyr er dannet ikke bare ét men flere specifikke immunoglobuliner, der kan koble sig sammen med given snylterens overfladeprotein.
Når sammenkoblingen sker, siger man, at organismens antistof har reageret med den indtrængende snylters antigen.
 
Herefter sker der det, at de B-celler, der havde det rigtige antistof, nu bliver stimuleret til at starte en hurtig og effektiv celledeling, så de nye celler danner store mængder af det pågældende antistof. Antistoffet frigives til blodet, så det kan klistre sig på de alle de indtrængende partiklers overfladeproteiner, der derefter vil blive angrebet og destrueret af immunforsvarets øvrige celler.

Når infektionen er bekæmpet, vil nogle B-celler og T-celler gemme opskriften på det gode antistof, så der hurtigt bliver produceret store mængder af det ved næste infektion med samme mikroorganisme. Organismen er blevet immun overfor den pågældende sygdom.

Naturen tilgodeser et godt immunforsvar

For at have et godt uspecifikt immunforsvar er det vigtigt, at føden indeholder alle de stoffer, som nye celler har brug for, og så er det selvfølgelig en fordel, at organismen får tid til at komme sig ovenpå en infektion, før den udsættes for at skulle bekæmpe en ny.

Killinger og hvalpe er så heldige, at de allerede som fostre får nogle af moderdyrets antistoffer. Det skyldes at fosterkagen tillader passage af de ret store og ikke alt for specifikke antistoffer, der kaldes Immunoglobulin-G (IgG). Det betyder, at de ved fødslen er relativt godt beskyttet mod generelle infektioner. Dette er ikke tilfældet for heste, der således er helt afhængige af at få råmælken, der fra moderen er fyldt med antistoffer mod diverse infektioner.
 
Råmælken er selvfølgelig også af meget stor værdi for katte og hunde. Hos det helt spæde pattedyr gør der sig et helt specielt forhold gældende. Tarmen er nemlig gennemtrængelig for store proteiner i de første levetimer, og det betyder, at antistoffer, der er vandret fra moderens blod over i råmælken kan gå videre fra det spæde dyrs tarm over i dets blod.

Således er den nyfødte hvalp, killing og også føl rustet til at nedkæmpe infektioner med hjælp af moderens antistoffer, indtil ungdyret selv har fået etableret et velfungerende immunsystem.

Vaccination som udbygger et godt immunforsvar

Der er efterhånden udviklet en række vacciner, der beskytter kæledyrene mod diverse besværlige eller dødelige sygdomme. For heste kan det dreje sig om vaccinationer mod forskellige Herpes-vira, mod Stivkrampe, mod Equin Viral Arteritis-virus, og mod Influenza.

For hunde kan det være vaccinationer mod Hundesyge, Hepatitis, Leptospirose, Parainfluenza, Parvovirusinfektion, Rabies, og Staphylococcer.

For katte drejer det sig om vaccinationer mod Calici-virus, Herpes, Clamydia, Katteleukæmi, Katteinfluenza, Parvo-virus (kattesyge), Rhinotracheitis-virus.

Mens sygdomme forårsaget af bakterier som hovedregel kan kureres med antibiotika, er det kroppens eget immunforsvar, der må bekæmpe virusinfektioner. For at få gjort immunforsvaret modstandsdygtigt overfor en infektion, kan man vaccinere mod sygdommen.
 
Ved en vaccination sprøjter man i princippet en lille dosis af det protein, der er karakteristisk for smitstoffet, ind i kroppen. De B-lymfocytter, der har antistoffet svarende til det indsprøjtede antigen, vil så blive sat i arbejde af forskellige T-lymfocytter og dele sig, så der dannes mange antistofdannende celler. Efterhånden nedkæmpes den påførte infektion, og koppen er nu immun overfor en lignende infektion i fremtiden. Ved at påføre organismen en uskadelig infektion med det typiske protein udvikles der et naturligt forsvar, der beskytter mod den ægte og langt farligere form for infektion.